Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Side 138

Med ordet frdsagnir kan Snorre, ligesom da han henviser til Færeyinga
saga4, have ment skriftlige kilder - dvs. en saga. Hvis der har eksisteret
en saga om Åsmundr Grankelssons stridigheder med Håreks sønner, har
hans mellemværender med Hårekr selv formentlig også været omtalt.
Der er næppe tvivl om at Snorre her henviser til den kilde der har for-
synet ham med størstedelen af hans viden om modsætningsforholdet
mellem de to stormænd.
Bjarni Aftalb jarnarson har ikke været utilbøjelig til at antage en tabt
saga om Åsmundr Grankelsson, som Snorre har benyttet5. De efter al
sandsynlighed oprindelige træk i H-Hr.’s beretning om Håreks drab
støtter denne antagelse6, og hvis de er hentet fra *Asmundar saga
Grankelssonar, må man tro at denne langtfra har været nogen ringe
litterær frembringelse, selv om man ikke med sikkerhed kan vide i
hvilken udstrækning kompilator følger *Åsmundar saga - muligvis kan
meget af kapitlet være hentet fra Hkr., men begivenhedernes rækkefølge
omstillet i overensstemmelse med *Åsmundar saga. Det ville ikke være
det eneste eksempel på at Snorre har taget lidt vel hårdhændet på sine
forgængeres værker.
Orkneyinga saga.
Indskud fra Orkn. s. forekommer dels i Magnus den godes saga, dels i
Magnus barfods saga. Der er imidlertid stor forskel på den måde side-
kilden er benyttet på i de to tilfælde.
A. Indskuddene i Magnus den godes saga.
En del plusstof som H kap. 20 indeholder i forhold til YFlb. (MskFJ
31,25-32,28), jfr. oversigten s. 156, kan gå tilbage til Orkn. s.
4 »oc ero fra Jwi storar frasagner«, StOH 421,2, HkrFJ II 346,8-9.
5 HkrBjAd III, s. ix. Toralf Berntsen (Fra sagn til saga, Kristiania 1923, s. 127-35) antog
at hovedpersonen i Snorres kilde var Hårekr i I>jottu, men dette afvises af Bjarni AOal-
bjamarson (loc. cit.). Berntsen antager endvidere at denne kilde var norsk, hvad der ikke
synes at være nogen grund til at regne med, selv om den utvivlsomt har indeholdt en del
norsk tradition. Berntsens tolkning af Snorres kildehenvisning er i øvrigt misvisende;
Snorre siger: »Siftan gaf Magnus konungr Asmundi lén ok syslu å Hålogalandi, ok eru
jmr margar fråsagnir miklar um skipti peira Åsmundar ok sona Håreks«, og Berntsen (og
Bjarni ASalbjarnarson) forstår par som om det betød d Hålogalandi. Lignende udtryk
findes imidlertid andre steder i Snorres værker: HkrFJ I 408,13 »eru Jiar margar fråsagnir
ritabar um £>at«, 455,6-8 »eru J)ar margar fråsagnir um ferftir Olåfs konungs gprvar si5an
af sumum mQnnum«. I intet af disse tilfælde kan par have lokal betydning. (Jfr. også v.l.
til den ovenfor (note 4) nævnte henvisning til Færeyinga saga: »oc ero £>ar fra saugur
miklar«).
6 Som et træk der kan være oprindeligere i H-Hr. end i Hkr. kan også regnes tidsbestem-
melsen eftir fail Olafs konvngs (H 18,11-12), som mangler i Hkr. Den ville være naturlig i
et værk hvor Håreks deltagelse i Stiklestad-slaget var omtalt umiddelbart forinden.
124