Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Side 141

Denne læsemåde må bero på en ændring (forbedring) af den oprindelige
tekst, som findes i 325 III a og O (og den kortere Magnuss saga eyja-
jarls)10:
Orkn. s. 107,10-13: Par spurdi hann andlåt Erlends jarls austan um haf; hann
haføi andaz 1 Niøarosi ok var par jarøaør, en Påll 1 Bjprgvin. Um vårit i Orkn-
eyjum gipti . . .
Flateyjarbok, M1 og H-Hr. synes således at gå tilbage til samme hånd-
skrift, men materialet er så lille at det nærmere forhold mellem de tre
tekster ikke kan bestemmes. Der er ikke tilstrækkelige holdepunkter for
antagelsen af et fælles mellemled mellem to af dem og deres tabte forlæg11.
Flateyjarboks ikke særlig gode tekst kan korrigeres efter H-Hr. på et
par steder, som bortset fra det nedenfor nævnte tilfælde fremgår af
variantapparatet til Nordals udgave:
H II 148,23: At brvølavpi sinv gerSiz Koir lendr maør Magnvs konvngs.
Dette er formodentlig den tekst der ligger til grund for den forvan-
skede læsemåde i Flateyjarbok (Orkn. s. 107,19-20, v. 1.):
At brudhlaupe Kois gerdizst Erlendr madr konungs.
Jfr. O (Papp. fol. 39, bl. 36r):
der hånd12 gjorde Bryllup bleff hånd giord til Herremand.
Olav den helliges saga.
I H kap. 35 og 96 er der indskudt tekst fra Snorres særskilte Olav den
helliges saga (se oversigten, s. 152-53). Denne OH-tekst er nogle steder
blandet så grundigt sammen med den næsten enslydende tekst fra HkrIII
at det kan være umuligt at afgøre hvad der er taget fra den ene kilde
og hvad fra den anden. I oversigten er derfor tekst der er fælles for de
to værker regnet for HkrIII-tekst.
Indskuddene afgiver ingen holdepunkter for en tekstkritisk bestem
melse af den benyttede OH-tekst.
Håkonar saga Ivarssonar?
Et par læsemåder i H-Hr. som savner modsvarighed i Msk. og Hkr. kan
muligvis tolkes som vidnesbyrd om kendskab til Håkonar saga Ivars-
10 Sigur5ur Nordal i Orkneyinga saga, s. liii-iv.
11 Der kan således ikke lægges vægt på at H-Hr. stemmer overens med 325 III a, O og M
ved at have bevaret ordet austan (II 148,19), som er udeladt i både Flb. og M1. Ligeledes
kan det bero på et tilfælde at H-Hr. II 133,1 har samme læsemåde som M1: pin ord, meden3
Flb. har ord pin ok aeggian, der kan være oprindeligere, idet Specimen Lexici Runici an-
fører læsemåden pina aeggian {Orkn. s. 99,17—18, v.l.).
12 Den sidst omtalte person er Erlingr Erlendsson (!).
127