Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 158

ges saga, hvoraf en stor del antages at stamme fra Styrmir frodes tabte
Olavssaga, mener Jon Helgason (StOH, s. 1129), at det er usandsynligt
at de samme skrivere som afskrev Snorres tekst så godt som ordret,
skulle have omarbejdet Styrmes tekst voldsomt. Forklaringen er snarere
at de skrivere der interpolerede stykkerne fra Styrmes og andre ældre
Olavssagaer benyttede forskellige redaktioner af disse sagaer, og vi får
således gennem interpolationerne »en gløtt inn i en ellers ukjent litterær
virksomhet hvor Styrmes saga blev avskrevet og omarbeidet gang efter
gang«. De interpolerede redaktioner af Snorres Olavssaga overflødiggjorde
de ældre Olavssagaer; man ophørte at afskrive dem, og de gik tabt.
En lignende virksomhed kan have fundet sted for Msk.’s vedkommende,
selv om vi nu kun har sparsomme og usikre vidnesbyrd herom. Den
noget udvidede tekstform i 325 og YFlb. (se ovenfor, s. 76-77) kan ses
som ét eksempel på en sådan omarbejdelse, og Msk.-teksten i H-Hr. kan
muligvis afspejle et andet. I så fald må de sekundære allitterationer i
Hkr.-teksten forklares som en slags stilistisk afsmitning fra det omarbej-
dede Msk.-forlæg. Det kan måske være værd at nævne at alle de sekun-
dære allitterationer i Hkr.-teksten er toleddede; flerleddede allitteratio-
ner og længere tirader af typen: »svå fastorbr sem fagrmåll ok svå tryggr
i truna&i sem hann var sæmiligr at sjå« findes ikke indsat i Hkr.-kon-
tekst. Det taler også snarest imod antagelsen af allitterationerne som et
fremherskende træk i kompilators stil at der er eksempler på at oprinde-
lige allittererende udtryk i Hkr.-teksten er ændret til ikke-allittererende
(dette kan dog også være sket ved senere afskrivning):
H 128,1 beriaz] berask banaspjot Hkr. (K); beriaz ok beraz bana spiot E.
H II 296,14 polat] haft valk ok ven dræ?) i af Hkr.
Ser man på de dele af teksten i H-Hr. der hverken stammer fra Hkr.
eller Msk., viser det sig at være meget forskelligt hvad der findes af
sådanne allittererende forbindelser, men forholdet er vanskeligt at be-
dømme, fordi kontrolinstanser mangler for størstedelen af dette materia-
les vedkommende.
I stykkerne fra Orkn. saga og Jåtvar&ar saga er overensstemmelsen
med de tekster der ellers findes af disse sagaer meget nøje, og der er ingen
eksempler på sekundær allitteration (tværtimod har H-Hr. læsemåden
pin ord (II 133,1), hvor Orkn. saga i øvrigt (Flb.) har ord pin oh aeggian,
jfr. ovenfor, s. 127, note 11).
I Gisis Illugasonar er der et enkelt eksempel på allitteration som
muligvis kan være sekundært, nemlig i en passus i den hellige Jons tale
(H II, 138,25-28) der ikke findes i parallelteksten i Jons saga helga (jfr.
oversigten, s. 180): hvetia pa oh hvessa til grimdar oh glæpa.
144