Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 159

De to pættir der ikke findes overleveret uden for H-Hr., Dorgrims påttr
Hallasonar og Hrafns [låttr Gu8runarsonar, har intet til fælles på dette
punkt. Dorgrims påttr (4 sider) indeholder kun en enkelt allittererende
forbindelse, i replikken »En pat er po vant at sia ef veitendr koma til«
(21,27-28), medens Hrafns påttr (12 sider) har mindst 16 eksempler, en
højere frekvens end gennemsnittet for Msk.-teksten: agangsamir ok vtrvir
74,18, skyr ok skgrvglynd 74,20, ellri ok vstyrkari 76,9, herda knva at knetti
76,27-28, ofrkapp ok vsæmd 78,10-11, hefnt sinna harma 78,16, geingi
stopallt at pvi starfi 79,1, væn ok vel at ser 79,4, giallda grimliga 79,11,
eftir sinni vdygd ok eiginligri hvgarlvnd 79,17-18, med havkvm ok hvndvm
80,25, liknar e(dr) lifsgrida 81,25, vis van 84,3, gangi hann nv framm ok
feliz eigi 84,20, sekt ok savkvm 85,28-86,1, rgskr madrj gllvm ravnvm 86,11.
Den uensartede forekomst af allittererende forbindelser i disse dele af
H-Hr. tyder således heller ikke på at dette stiltræk udelukkende eller
hovedsagelig bør tilskrives kompilator. På den anden side er der også
længere afsnit i Msk.-teksten hvor der ikke findes et eneste eksempel på
sekundær allitteration. Det gælder således pcettir’ne om Ingibjprg Hall-
dorsdottir, »Islendings påttr sQgufroSa«, Sneglu-Halla påttr, Stufs påttr
og Ivars |)åttr Ingimundarsonar.
Brugen af allitteration som stilfigur griber om sig i norsk og islandsk
prosa, såvel i oversættelseslitteraturen som den originale litteratur, i
slutningen af det 13. århundrede og begyndelsen af det 14. Der findes en
del fortegnelser for allittererende forbindelser i prosaværker fra denne
tid: Gering, Islendzk Æventyri, Halle a. S. 1882-84, Cederschiold, Forn -
sogur Su&rlanda, Lund 1884, Meissner, Die Strengleikar, Halle a. S. 1902,
Bjarne Berulfsen, Kulturtradisjon fra en storhetstid, Oslo 1948 (norske
diplomer fra begyndelsen af det 14. århundrede); en fortegnelse som ude-
lukkende tager sigte på at katalogisere »islandske« allitterationer (hr:hr,
hl:hl, hn:hn) over for »norske« (opr. hr:opr. r etc.) i Stjorn er meddelt
af Einar (3l. Sveinsson i Studia Centenalia, In honorem memoriae Bene-
dikt S. Dorarinsson, Reykjavik 1961, s. 25-29.
Ud over at konstatere at man i alle disse kilder synes at stå over for
samme stilideal, når man imidlertid ikke langt med en sammenligning
af allitterationerne i H-Hr. og de tidligere ekscerperede værker. Varia-
tionsmulighederne er så mange at det hører til undtagelserne at samme
udtryk forekommer mere end én gang, selv inden for samme værk, og
sker det, er der som regel tale om ganske ukarakteristiske forbindelser,
der måske til og med forekommer i ældre prosa (f.eks. guil ok gersimar).
Alligevel er der et par af allitterationerne i H-Hr. som er så sjældne og
virker så søgte at man, når de genfindes andetsteds, må være berettiget
til at antage at der er sammenhæng mellem de værker hvori de fore-
Kongesaga 10
145