Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Qupperneq 165

stilling. Det er ganske vist igen Msk.-teksten der har undergået flest
ændringer af denne art, men det behøver ikke at skyldes at de har været
foretaget allerede i Msk.-forlægget; Hkr.-teksten har jo knap nok be-
høvet en bearbejdelse af denne art. Disse ændringer består ofte i omflyt-
ninger, som f.eks. 34,20-21, hvor et stykke der først kommer senere i
Flb., og som oplyser at Visundr var navnet på det skib Olav den hellige
havde haft, er flyttet hen foran en strofe hvor dette skib er nævnt. Den
kronologiske rækkefølge foretrækkes, både hvad angår placering af pættir
(jfr. ovenfor, s. 77-78) og i småting, som når »svaraSi ]m reibuliga ok
spratt upp« (MskMS, YFlb.) bliver til »spratt begar vpp ok mælti reiSvliga«
(88,21-22). Der tilføjes rigeligt med »overgangsformler«: »sem fyrr er
ritat«, »sem nu var sagt«, »Nu skal )iar til taka sem fyrr var frå horfit«
o. lign. (125,2, 134,5, 140,21-22, 157,25, 181,5-6, 191,23-24, 192,12, II
31,13, II 74,21-22, II 84,7, II 94,1-2, II 178,3, II 216,15). Pættir’ne i
Msk. kan undertiden begynde noget hovedkulds; i H-Hr. præsenteres
personerne tit på mere »sagamæssig« vis; bl.a. ved at oplysninger der
først kommer senere i Msk. flyttes frem. Som et eksempel kan tages
Dorsteins ]mttr Si&uhallssonar, som i H-Hr. begynder: »Dorsteinn hiet
mabr son SiSvhallz. hann for af Jslandi til NoRegs å dogvm Magnvs
konvngs goba ok gerSiz hans hir&ma&r. ok var konvngr vel til hans. sva
bar til eitt sinn at hann for kavpferQ til Dyflinnar ...« (71,5 ff.); i MskMS
og Flb. begynder påttr’en, til trods for at Dorsteinn ikke har været omtalt
tidligere: »Sva er sagt at eitt sinn i er Dorsteinn Hallsson (+ af Si&u Flb.)
kom or kaupferb af Dyflinni ...«; oplysningen om at Dorsteinn var kon-
gens hirdmand kommer fem linjer længere nede, og i en bisætning.
Et flere gange forekommende træk i fortælleteknikken i Msk. (og dens
pættir), ligesom i de ældre kongesagaer overhovedet, er den for tidligt
afslørede intrige: en person fatter en plan, som han forklarer de nærmest-
stående i alle detaljer; derefter beskrives det hvorledes planen udføres.
Denne noget primitive fremstillingsmåde, der ikke kan undgå at føre til
gentagelser, og som er lidet egnet til at fremkalde spænding, er i Hkr.
forkastet til fordel for en teknik som lader læserne se begivenhederne
udefra, og som er blevet betegnet med termerne »diskretion« og »objek-
tivitet«11. Et godt eksempel herpå er beretningen om hvordan Harald
hårdråde indtager en by på Sicilien ved først at anstille sig dødssyg og
derefter lade sine folk bekendtgøre at han er død, således at byens porte
åbnes for »liget« og det bevæbnede »ligfølge«. Læseren af Msk. er på for-
hånd indviet i planen; i Hkr. derimod ses Haraids »sygdom« og »død«
med borgernes øjne, og krigslisten afsløres samtidig for læserne og de
11 Hallvard Lie, Studier i Heimskringlas stil (Skrifter utgitt av Det Norske Videnskaps -
Akademi i Oslo. IT. Hist.-Filos. Klasse. 1936. No. 5), s. 36 ff.
151