Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Blaðsíða 64
54
Alex Speed Kjeldsen
terlineære abbreviaturer (‘sva’ xll, ‘ser’ x3). Desuden bruges det én
gang i initial stilling i propriet ‘sigtrygr’ lr. 20 og fire gange i final stil-
ling (‘hvers’ lv.22, ‘iflands’ 2r.l3, ‘konvngs’ 2r.21 og ‘konvngs’
2v.27). Foruden (1) og (s) finder man også det såkaldte “trailing s” i tre
tilfælde, nemlig ‘Jres’ lr.6, 2r.8 og ‘konvngs’ 2r.25.
Når (v) optræder i initial stilling, er dets venstre skaft almindeligvis
forsynet med en tydelig serif, hvorved hele skaftet danner en vinkel, jf.
‘vm’ lv.9 og ‘villdi’ lv.17.
Det insulære (v) optræder muligvis én gang (‘elldp æi5f’ lv.5) hvis
ikke der er tale om et fejlagtigt (y). Tolkningen af tegnet som (p) un-
derstøttes af at (y> ellers altid optræder med prik.
<x> er det såkaldte (x3>,6 jf. fx ‘xxx.’ 2r.l7.
(y> er det såkaldte (y4).
(z) har altid tværstreg.
(jr)’s underlængde har oftest en meget tydelig ombøjning mod ven-
stre. Den er undertiden så markant at en egentlig sløjfe/bøjle dannes (jf.
eksempelvis ‘Jtorolfr’ lv.14). Som omtalt ovenfor (under (b» kan det
samme fænomen undertiden iagttages ved skaftets top. Også ved (Jr)
gør diplomskriften altså sin indflydelse gældende.
Af ligaturer der betegner ét fonem,7 optræder (a/) (ca. x 20) og
(æ, æ> (ca. x50). Af ligaturer der betegner mere end ét fonem, forekom-
mer (ft), hvis førstekomponent kan have underlængde. Varianten med
underlængde er dominerende i initial stilling mens varianten uden un-
derlængde er dominerende i medial og final stilling.
Af kapitæler finder man et enkeltstående (n) (‘man’ lr.23) og det
hyppigere (r>. Det sidstnævnte tegn anvendes dels i forkortelser af
propr. Porolfr (xll, ‘Jdor’, fx lr.26), propr. Haraldr (xl, ‘Hak’ lv.4) og
sb. orrusta (xl, ‘or’ 2r.22), dels med værdi af dobbeltkonsonant i ‘fyR’
2v.3, ‘fyRi’ lr.10, ‘fynt’ 2v.l7, ‘ySaR’ lr.26, ‘yngvaR’ lr.10 og ‘jje/Ra’
2v.6. Foruden (n) og (r> finder man også det ovenfor omtalte unciale
(s), der også kan rubriceres som en kapitæl.
Tegnene (a, e, i, j, o, v, æ) kan være forsynet med accentstreg, jf. af-
snit 3.2.
Tegnene (g, k, p, t) og muligvis (s) kan være overprikkede, jf. ne-
denfor i nærværende afsnit samt afsnit 3.2.
6Jf. Spehr 1929: 128f.
7 Eller en del af et fonem i tilfældene (æi, æt) og (æy) for hhv. /ei/ og /ey/.