Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Blaðsíða 95
AM 162 A 8 fol
85
For /u/ er betegnelsen <v> knap dobbelt så frekvent som <o) (hhv. ca.
x475 og ca. x250). Ud over disse betegnelser finder man fem gange <6)
(fx ‘tadøøvz’ 5v.23 og ‘fleftøm’ 7v.l6), én gang (6) (‘kifto’ 4r.l) og én
gang muligvis <u) (‘fifkum’ 4r.34), men det er muligt at der i det sidste
tilfælde i stedet er tale om (v). I forbindelse med /u/ kan det også be-
mærkes at adverbierne hvernig og jpannig altid optræder med /u/ i an-
den stavelse (og ikke /i/) idet der skrives ‘Jtannvg’ 2v.23 og ‘hvemog’
5v.31, 6v.7 og 8r.l5.
Som bemærket i afsnit 2.1. kan tegnene <a, e, i, o, ø, v, æ, a/) være
forsynet med accentstreg. De pågældende tegn er allerede nævnt under
gennemgangen af de enkelte fonemers manifestation, men der skal i det
følgende knyttes nogle mere overordnede bemærkninger til accentstreg-
ens funktioner. Der anføres kun eksempler når den pågældende funkti-
on ikke tidligere er omtalt og eksemplificeret.
<å> bruges i 71 tilfælde for /a/ og i fire for /a/ (‘fåt’ lr.23, ‘nåm’ 4r.20,
‘afli’ 7r.4 og ‘vifta fåri’ 8r.l3). <é> bruges *31 for /é/, xio for /æ, ø/,
x17 for /e/ og x3-4 som førstekomponent i /ei/. (i) bruges i en række
funktioner, nemlig x28 for /i/, x 18 for /i/,47 x8 for /i/, x8 for /j/, x3-4 for
andenkomponenten i /ei/ og x2 i numeralier. <6) bruges x45 for /o/, x 14
for /o/, x2 for /o/, x 1 for andenkomponenten i /jø/ og x 1 for /u/. <ø) bru-
ges x3 for ældre /ø/. <v) bruges x50 for /u/ og x5 for /u/. <æ) bruges x 1
for /æ/ og x 1 for /é/. <å/> bruges x3 for /au/.
Overordnet kan det bemærkes at accentstregen bruges i relativt be-
grænset omfang, og at den tilsyneladende har flere funktioner. Over <i>
har den snarest almen grafisk funktion. Over andre vokaltegn bruges
den derimod fortrinsvis i kvantitetsmarkerende funktion, men over i
hvert fald (e) og <o) synes den desuden at markere en kvalitativ forskel.
Ellers må det generelt bemærkes at accentstregen - ligesom visse vo-
kaltegn - bruges noget uregelmæssigt og i en række tilfælde tilsynela-
dende også uden nogen egentlig modificerende funktion.
Hvad konsonanternes manifestation angår, synes især det følgende
værd at bemærke.
For /d/ skrives der <d> (om manglende lukning af /5/ > /d/ efter /l, n,
m/, se under /5/). Den almindeligste betegnelse for /dd/ er (dd) (x 13, fx
‘føddi’ 2r.35), men i to tilfælde bruges der (d> med geminationsprik
(‘Oddx' 2v.27 og ‘fødr/iz’ 4v.34) og i fire tilfælde blot (d> (‘beidiz’
47 t
1 et par tilfælde kan det ikke afgøres om der er tale om /i/ eller /£/.