Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Blaðsíða 168
158
Alex Speed Kjeldsen
lr.24). Også underlængden kan danne en sløjfe, jf. fx ‘tonar’ lr.22. Når
tegnet ikke har underlængde, kan det ved grundlinjen undertiden have
meget markant ombøjning mod højre (jf. fx ‘hant’ 2r.l9). <s) anvendes
fortrinsvis i forbindelse med interlineære abbreviaturer (x31, se eksem-
pler nedenfor under omtalen af abbreviaturer), men desuden i fire
tilfælde i final stilling (‘{fes’ lr.9, ‘gris å’ 2v.l3, ‘huos’ 3v.l9 og ‘laus’
4r.7), hvor det x3 anvendes for /ss/. Om betegnelserne for /ss/, se også
afsnit 2.2.
<t> har ikke sjældent tydelig overlængde, jf. fx ‘t/7’ lv.7
<p> bruges i ganske vid udstrækning (omtrent 90 eksempler). Om
brugen af <u, v, p), se afsnit 2.2.
<x) er det såkaldte <Xi>, hvis nedre (venstre) krog kan variere noget.
Oftest indledes krogen med en ganske lang initialstreg hvorved den for-
synes med en serif-lignende streg, jf. fx ‘exnina’ 2r.2.
<y> er det såkaldte <y5).
(z) har ikke tværstreg.
<j))’s underlængde har så meget ombøjning at der på venstre side af
skaftet dannes en lukket bøjle idet underlængden føres op til (og under-
tiden over) grundlinjen, jf. fx lv.17.
Af ligaturer der betegner ét fonem, finder man udelukkende <a/>, der
ikke er særlig frekvent (under 20 eksempler) og bortset fra et enkelt
tilfælde kun bruges for /au/.5
Af ligaturer der betegner mere end ét fonem, finder man <l}+(t),
<b)+<b> (xl, ‘dybblinnar’ lv.6) og (p)+<p) (x6, fx ‘upp’ 2r.23). Des-
uden finder man én gang <1>+<F> (‘golpino’ 4r.7), hvilket dog rimeligvis
er resultat af en rettelse (jf. førstekomponentens skaft).
Af kapitæler finder man ud over det allerede omtalte unciale <s>, som
også kan tolkes som en kapitæl, <g, m, n, r).6 <g) er påfaldende stort og
kunne fra et rent formmæssigt perspektiv kategoriseres som et storbog-
stav (jf. især ‘heGr’ 2v.l4),7 der uden for initialstilling optræder seks
gange (‘§g’ lr. 13, ‘heGf’ 2v.2, ‘fcgo exi’ 2v.8, ‘h§o’ 2v.l3, ‘heGr’ 2v.l4
og ‘hoG’ 3r.4). Det unciale <m) bruges i knap 50 tilfælde, men bortset
5 For såvel ældre /q/ som /au/ er (au) hyppigere.
6 Desuden finder man i tre tilfælde det “knækkede der kan tolkes som såvel en ligatur
som en kapitæl (her og i teksten transskriberet ‘11’), nemlig ‘hollti’ 2r.23, ‘villjdi’ 3v.l6 og
‘egill’ 4r.20. Bemærk at alle tre eksempler optræder ved linjeudgang.
7 De som storbogstaver transskriberede (G)’er, der optræder i egennavne og ved indled-
ning af perioder, kunne derfor også transskriberes ‘g’.