Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Blaðsíða 19

ÍSLEIFS ÞÁTTR
17
stykker i haandskriftet har skriveren tilfnjet datering, f. eks. bl. lOlr
og 104v »þann 13. Febr. Anno 1753« og bl. 108r »þann 15. Febru. Anno
1753«. Afskriften gaar uden tvivl tilbage til A, men gennem mellemled,
og der er en del varianter af ringe betydning. Mærkeligt nok tilfojes
216 ordene son Wermundar wr Watnsfirde, og det kunde da se ud som
om et haandskrift af B-redaktionen var benyttet til sammenligning.
Efter skola 213 tilfojes settur, hvilket kunde stamme fra samme kilde.
Som eksempler paa de andre afvigelser fra A kan nævnes: 211 huita] + i
Islande; 216 Brandr] +; 219 felitill] + vorden; 2112 ok] þad var; 2113
ok — hanf] +; 22“ konungr — hanf] +; 2213 het] var ad nafne; 2214
kuaddi —- vera] baud bonde þeim ad vera þar; 2221 heydef] heide (1);
2222 3 huerir—þeira] hvert var eyrende þeirra er komu?; 235 eftir þeim]
ord epter honum; 2310 fonum] bornum; 2314 uillde] + epter hans dag.
I IVy kt)l. sml. 1790, 4to findes en afskrift af AM75e fol nr. 5, deri-
blandt af B, skrevet af M. Magnusen, en islandsk skriver, som i 18.
aarhs. sidste halvdel levede i Kobenhavn, og som har afskrevet talrige
haandskrifter for Suhm (ifolge Kálund: Katalog kgl. bibl. s. 499 var
hans oprindelige navn Magnús Markússon). Afskriften er meget skodes-
los, hvor originalen er let at læse, men i de slidte partier har skriveren
gjort sig noget storre umage.
De andre afskrifter slutter sig nær til B1:
Add4857 i British Museum, bl. 96v—97v, overskrift »Þattur af Is-
leyfe Byskupe«. Haandskriftet er skrevet for Magnús Jónsson i Vigur;
den del, hvor ísleifs þáttr staar, er skrevet af Þórður Jónsson paa
Skarð (ved Skötufjord). Afskriftens alder kan bestemmes ved at det
foregaaende stykke er sluttet 17. jan. 1670, medens den efterfolgende
saga er endt 7. marts samme aar.
AM554 h a, 4to, bl. 12—13, skrevet ca. 1700, overskrift »Þaattur af
Isleyfe Byskupe«. De to blade har oprindelig intet med haandskriftets
ovrige indhold at gore. Arne Magnusson noterer bl. 12r »Ur Olafs Sógu
Helga i Flateyiarbok p. m. 269.« (pagineringen efter afskriften i AM69
fol), men en sammenligning viser klart, at teksten ikke stammer derfra.
Retskrivningen er ejendommelig ved at der ofte bruges þ dels for den
stemte dentale spirant (rieþ, meþ = réð, með), dels for d efter n, l
(Branþr, stenþr, giallþa = Brandr, stendr, gjalda); for dd skrives þþ
(kvaþþe, ræþþuþ = kvaddi, rœdduð); for k og kk undertiden ch (schoola,
scichiu = skóla, skikkju). I forste stavelse af navnet Þórvaldr skrives ö
(= ó, 5 eksempler). Ordet maðr skrives to gange med runetegnet.
’Datter’ hedder i nominativ dottur.
Disse to afskrifter er nærbeslægtede og repræsenterer uden tvivl en
enkelt tabt afskrift. At 554 ikke er en afskrift af 4857 ses 2212 Fnioskadal
BB‘554, men Hniöskadal 4857, og 238 malum AB554, men réádum 4857.
Den anden mulighed, at 4857 er en afskrift af 554, er mindre sandsyn-
Byskupa sögur.
2