Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Blaðsíða 20

18
ÍSLEIFS ÞÁTTR
lig, da 554 vistnok er det yngste haandskrift, og modbevises ogsaa af
steder som 211 var ABB44857, hafe verip 554, 215 vr BB448 57, j 554.
Den tabte afskrift, som ligger til grund for 4857 og 554, har ligesom
B1 manglet ordene 2114 herra seger hann, og dens original har da ikke
været selve B, men efter al sandsynlighed B1. Ganske vist har af-
skriften haft ret mange afvigelser fra B1, men ingen af dem peger til-
bage til et ældre forlæg. Naar man finder enkelte læsemaader, der ikke
stemmer med BB1, men kun med A (2113 hví, 2214 ísleifr, 237 mundi
m. m.), er dette aabenbart rent tilfældigt.
Da det her drejer sig om haandskrifter, der er vanskelige at sammen-
ligne, fordi de opbevares i tre forskellige lande, anfores her alle de
varianter (overskrifterne er allerede nævnt), som er fælles for 4857 og
554 i modsætning til B1 (og B). Læsemaaden fra B1 staar foran, fra
4857 og 554 efter klammen:
212 j] til; 214 og] ad hann; 214 kongur] + og; 216 konungrenn] kongur;
219 Isl. var þa] þa var Iisleyffur; 2113 þui] huij; 223 þad] suo (sva 554);
225 þa] +; 226 So] þvi so; 226-7 ad eg vil] sem eg mune vilia; 228 þo]
nu; 2210 hann(2)] er hann; 2211 og(i)] enn hann; 2213 hann atti dottur
er Dalla hiet] hanz döttur hiet Dalla; 2213 og] -t-; 2214 hann] enn
Isleyffur; 2215 So stendst af] og stendst so áá vmm ferder vorar seiger
hann; 2215 bonordzfor hingad] hingad bönordzfor; 2218 Hann] Isleyffur;
2220 hestunum] + aleidis enn; 2221 sat] + dottur hans; 22 22 henni] +
þad; 2223 erendit] + sagde hun; 2223 sagde henni ad bonordz for var]
sagde ad þad var bönordz for; 2224 fieckstu] + fader; 2224 henni] +
þad; 231 Ey] ecke; 232 spurdi] spyr; 234 enn] og hinn; 234 fædast] +
og; 235 þeim] + ordsendingu; 236 og sijdann var] var þá; 236 Nu seger]
og sijþan mælte; 237 mun] munde; 23° hun] Dalla; 23° og foru] föru
þau effter þad; 2310 og (2)] -F; 2312 Sijdann] -4-; 2312 manna] + allra
sijdan; 2313 og (2)] -4-; 2313 kom wt og var] er hann kom ut med byskupz
dæmid var hann; 2314 Dalla] med þui ad Dalla (hvorved det folgende ‘þá
var....’ bliver eftersætning); 2318 sijdar] sijdan; 2318 og] -4-; 2318 hann]
+ jafnann; 23lð Isleif] + byskup; 2319 jafnan] -4-; 2319 menn(2)] -4-;
2320 hager] hyggner; 2320 sig] + þáá sagde hann; 2320 Isleifur] +
byskup; 2321 hagastur] hyggnastur; 2323 4 hann reynndu vær so. lyckt-
um vær hier þessa rædu] þui suo reynduin vier hann. lycktar hier
suo þessare rædu, ad seigia fráá byskupe Isleyffe (Isleyfe byskupe 554)
Gyssurssyne.
I Lbsl442, 4to findes en afskrift af ísleifs þáttr, vistnok skrevet
1724 (den foregaaende saga, som ganske vist er med en anden haand,
er sluttet 12. febr. 1724). Haandskriftet har tilhort Jakob Eiríksson
á Búðum (1708—67, jfr. Bogi Benediktsson: Sýslumannaæfir I 280,
III 133), som 1759 skænkede det til sin son, sysselmand Jón Jakobsson.
Afskriften gaar uden tvivl tilbage til AM554 h a, 4to. Af afvigelser
mærkes: 212 3 hann var utann til sköla settur j Saxlande pegar á iinga
alldre, 216 á eirnre hátijd mikellre, 211314 pvij skal nu ecki brúka skickiuna,
227 bænum pijnum, 2322 3 pad kemur mier jafnan j hug.