Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 6

— 234
øvrigt også flere hold af rejsende, der skulde være komne nord-
fra til Ammassalik; en gruppe f. eks. skulde ha bot 10 år nord
for Kialineq og derefter været rejst sydpå til Ammassalik på en
tid, »da Ammassalik endnu ikke var befolket« (?); nogle blev
her, andre rejste tilbage nordpå og fandt da deres tidligere na-
boer omkomne af sult.
Indtrykket af disse beretninger er, at mine hjemmelsmænd
egentlig kun har haft nogen fast forestilling om de allersidste
generationers rejser, udført af mennesker, hvis navne endnu
erindres, og som deres forældre personlig har kendt. Hvad der
ligger længere tilbage i fortiden, erindringen om tidligere rejser
og sammentræf med fjærnere landsmænd, fortoner sig over i
dis. Der biir for historien højst den mulige sandhed tilbage,
at der nord for Ammassalik har fundet et sammentræf sted i
en ikke altfor fjærn fortid mellem en nordlandsk og en syd-
landsk befolkning. Det navn, hvormed Nordlændingene be-
tegnes, Taawin, må være flertalsformen af taaq »en skygge, en
menneskesjæl«, dannet i analogi med Ammassalikdialektens
eewin, flertalsform af eeng »et menneske« (Vestgrønlandsk inuit,
flertal af inuk, er det samme ord). Allerede G. Holm fandt
dette ord taaq brugt af Ammassalikerne for »menneske«1) ved
siden af det almindelige inik (inuk), flertal inivit (inuit). Der-
imod kendte de ikke det navn, Sydgrønlænderne bruger om
sig selv, nemlig Kalaaleq (flert. kalaalhlit). De er altså ikke
så nær stammebeslægtede med Sydgrønlænderne paa Vestkysten,
at de har dette gamle stammenavn fælles med dem. Deres
sprog er jo også i mærkelig grad afvigende fra Vestkystens syd-
lige og centrale dialekter. Eskimofolket ved Ammassalik synes
at ha en gammel historie, der går tilbage til Grønlændernes
første indvandringstider; skade kun, at de selv veed så lidt at
fortælle derom.
Til slut skal jeg anføre en episode af en fortælling, jeg
optegnede efter Mitsuarniangas diktat, der viser, hvor uroligt
mange af familierne i de østgrønlandske fjorde har vandret,
drevne af nøden, når gamle fangstpladser svigtede og nye måtte
opsøges. Men livskraftige har de været; de har på denne øde
kyst måske mere end noget andet sted i verden vist, at hvor
der er en vilje, er der en vej. Og dog bærer Østkysten talrige
vidnesbyrd om, at menneskets, selv Eskimoens, kamp er for-
*) Meddelelser om Grønland X, s. 55, jvf. 217 og 228.