Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 37

— 265 —
En Vinterrejse paa Færø.
Ved Pastor Jørgen Falk Rønne.
Skal Færingen kendes til Gavns, saadan som han virkelig er,
da skal man ikke møde ham paa Thorshavns Gader eller
paa de store Handelspladser; man skal ikke se ham bag Disken,
i Tingsalen eller ved Grandestævne, skønt han ogsaa paa disse
Steder fuldt vel hævder sin Plads blandt de bedste, nej! vil
man se ham, hvor han er størst, da bliver det i Storm mellem
Atlantens Bølger ved Ror eller Sejl.
Saadan en Vinterdag, naar Himlen hænger lav og truende,
naar Stormen tuder og Brændingen brøler, da skal man se ham,
hvor der spilles Tærning om Menneskeliv, og man glemmer ham
aldrig mere.
Her skal gives en Skildring af Færingen i Farens Stund,
set med egne Øjne.
Det var i 1895. Præsten paa Suderø, nu Provst paa Færø,
var Landstingsmand og nede i Danmark, og som Nabopræst
skulde jeg b.etjene Embedet. Nu er Naboskabet paa Færø mel-
lem Præsterne af en egen Art. Mellem Sandø, hvor jeg boede,
og Suderø, som jeg skulde betjene, er der en Tur paa adskillige
Mil over det aabne Nordhav. Man kan oven i Købet ikke regne
i lige Linie efter et Kort, thi Hensynet til den vældige Strøm gør
ofte Vejen langt længere. Der var den Gang ingen regelmæssig
Forbindelse mellem Øerne ikke en Gang en Motorbaad; nej,
skulde der fares, saa var det med aaben Baad.
Jeg havde været nogen Tid paa Suderø og var nu færdig,
længtes ganske naturligt efter at komme hjem. Det var i Ja-
nuar Maaned. I nogle Dage havde det stormet af N. O., og
man plejer at regne med en god Tid efter en saadan Storm,
inden Vinden gaar om i et andet Hjørne.
Jeg laa i Kvalbø og ventede. Endelig en Aften var alle
Tegn paa godt Vejr til Stede, og jeg lagde mig om Aftenen med
lyst Haab om at slippe af Sted.
Tidlig paa Morgenen bankede det paa, og jeg kom i Tøjet.
Nede ved Stranden var Storbaaden draget ud af sit Nøst
og laa klar, man saa i Mørket travle Skikkelser omkring den
i Færd med de sidste Forberedelser.
25