Atlanten - 01.01.1911, Side 39

— 267
Nu laa Øen med Is ned over de sorte Klippesider, og Solen
spillede mat paa Flader og vældige Istapper; men oppe paa
Øens Flade laa Sneen hvid, og Bondegaarden saas som et lille
Dukkehus. Ovenfor Nedgangen saa vi nogle sorte Prikker —
Mennesker, som stod deroppe og undrede sig over det uvante
Syn: Baad for Øen ved Midvintertid.
Vi roede syd om Øen, dér hvor Øens »Stævn« skærer sig
frem i Havet med kogende Brænding, foraarsaget af Strøm-
hvirvlen, som her altid sætter svær Sø selv i stille Vejr, und-
tagen de Par stille Timer, hvor Østfald og Vestfald veksler.
Allerede var vi saa langt ude i Havet mod Øst, at Sandøens
Fjælde blev høje for vore Øjne. Endnu en god Times Tid, og
vi vilde være inde i Skuøfjord.
Da pludselig begyndte Himlen at sortne; Snestormen var
over os, saa brat som det kun kendes paa de nordlige Bredde-
grader, og med en Vælde, der hører Polregionerne til.
I Løbet af ganske kort Tid stod Himmel og Hav i et, og
under Stormens vældige Pres blev Bølgerne til Bjærge.
Vi prøvede en Stump Sejl — det fløj med et Knald ud over
Havet; saa maatte vi vende og lade staa til for Vinden.
Havet var sort, Himlen var sort. Nede i Bølgedalen var
der ganske stille, men paa Bølgebjærgets Top rasede Stormen,
saa vi maatte klamre os til Bænkene for ikke at blive fejede
bort, og Skum og Sne og iskoldt Havvand vilde tage Vejret
fra En.
Vi sad alle ganske stille, hver med sine alvorlige Tanker.
Det var jo, som om vor Skæbne var beseglet, og der hørte ikke
stor Kunst til at regne den ud. Rimeligvis vilde en Bølge fylde
Baaden; men selv om det ikke skete, og vi endnu nogle Timer
fik Lov til at drive for Stormen, var der ingen anden Udsigt
end en Gang i Nattens Mørke at blive slynget ind i Brændingen
under Suderø og knust dér. Ingen vilde høre vort Raab, ingen
af vore Kære ane, hvor vi var blevet af, ingen vilde finde vore
Lig og begrave dem.
Med Døden for Øje bliver man tavs. Det kunde nu ej
heller hjælpe at raabe til hinanden, ingen Stemme kunde høres
i Stormens og Bølgernes øredøvende Larm.
Pludselig som jeg sidder og ser ind i de sorte Sneskyer,
der kommer jagende ganske lavt over Havet, synes jeg at se
noget sort et Stykke oppe i Luften. Lidt efter bliver det tyde-