Atlanten - 01.01.1911, Side 40

— 268 —
ligere, og jeg vender mig mod Formanden, der sidder bag mig
ved Roret, vender mig og peger. Han ser derhen, bøjer sig
mod mit Øre og raaber: »Store Dimon!«
Nu ses den ganske tydeligt. Det er Øens »Stævn«. Gigan-
tisk toner den frem i den fygende Sne, Brændingen staar lysende
hvid langt ud i Havet og slikker op ad Klipperne vel 100 Fod
eller mere. Jeg sidder og stirrer. Stoltere Syn har jeg aldrig
set. Da slaar den Tanke ned i mig: kunde vi komme igennem
Strømbraaddet, fik vi jo Læ af Øen, var det ikke en Frelses-
mulighed?
Jeg lægger Tanken bort som umulig, men den kommer
igen og igen. Bedre at prøve, saa fik dette dog en Ende! Det
er Døden paa begge Maader, men her kommer den snart, og
der maa dog være et Glimt af Haab —
Og jeg vender mig atter mod Formanden og raaber, mens
jeg peger ind: »Skal vi prøve?«
Han sidder og overvejer, saa bøjer han sig atter mod mit
Øre og raaber: »Spørg de andre.«
Og jeg lader Spørgsmaalat gaa fra Mand til Mand.
Efterhaanden som det naar frem, løfter de Hovedet, ser
ind, sidder lidt og — nikker saa.
Formandan lægger Roret om, Baaden gør en Drejning, nu
skal det prøves, nu gælder det, Liv eller Død — ak! der er saa
liden Udsigt til, at det bliver Liv.
Snart er vi ved Strømbraaddet.
Hvad derpaa sker, kan jeg ikke beskrive, Sind og Sans for-
gaar En i Skum og Sprøjt, i Larm og isnende Sø, saa man
ikke ved, om man er i Baaden eller udenfor den, om man er
levende eller død, man kæmper blot for at faa Vejret.
Det første jeg saa, da jeg igen kom til Klarhed, var dette,
at vi var igennem. Jeg vendte mig, men i det samme løftede
et Vandbjærg sig bag Baaden højt og frygteligt. Jeg saa Bølgen
krumme sig, saa den ligesom bøje sig frem med sin uhyre Vægt,
saa Vandmasserne presse sig frem over Formandens Skulder og
under hans Arm, følte mig saa selv greben og trykket af Vandets
Vægt, saa jeg maatte stride imod af alle Kræfter; og saa laa
Baaden der fyldt af Sø, død, ubevægelig, hvert Øjeblik færdig
til at kæntre. Men der kom ikke flere Bølger, og de korte,
stille Sekunder blev benyttede. Vi greb, hvad der var for-
haanden, Øsekar, Madskrin, alt, hvad der var hult, og øste