Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 42

270 —
Da var der En, som sagde: »Dette gaar ikke. Mange af os
staar ikke Natten igennem. Jeg vil vove Opgangen. Er der
nogen, der gaar med mig?«
Der meldte sig to til.
Disse tre Mænd var de stærkeste af os alle, dem, der havde
mest Udsigt til at komme godt over Natten. Naar de meldte
sig til det livsfarlige, ja, næsten haabløse Vovestykke, var det
for at frelse os.
Vi tog dem i Haanden og sagde stille Farvel. Vi tænkte
aldrig mere at se hinanden i dette Liv.
Saa tog de den lille Baadsmast, en Line og den Jernkrog,
som tindes i enhver Baad, og som ellers hruges til at slaa i
Helleflyderen, naar den skal hales ind, og saa drog de af i
Stilhed.
Vi sad tilbage i Mørket. Meget blev der ikke sagt. Vi sad
eller gik og lyttede til Stormens Sus og Brændingens Brølen,
medens Kulden bed og Sulten gjorde os matte og modløse.
Saaledes gik en Tid — en uendelig lang Tid syntes vi. Pludse-
lig sprang der en Mand ned midt imellem os. Det var Dimon-
bonden.
De tre havde arbejdet sig frem og op, Fod for Fod. Hugget
Fodspor i Isen møjsommeligt med Jernkrogen, hjulpet hinanden
op fra Spor til Spor. Under dem var Afgrunden, over dem
Mørket og Natten. Saaledes var det gaaet heldigt indtil helt
oppe under den øverste Kant.
Over Kanten kom Stormen i vældige Stød. Den vilde feje
den i Afgrunden, som prøvede frem over Kanten.
De tre huggede en lille Platform stor nok til, at tre Mand
tæt opad hinanden paa den kunde finde Fodfæste. Men Foden
maatte være sikker. Den mindste Vaklen, en glidende Bevæ-
gelse, og Afgrunden dernede vilde sluge.
Saa gjorde de to Masten fast i den tredies Bælte; ventede
indtil et Stormkast var faret forbi, og løftede ham saa i et rask
Tag op over Kanten. Og han huggede Krogen i og kravlede
frem over Kanten.
Dersom man ret tænker over, hvilke Kræfter, hvilken Smi-
dighed, hvilken Koldblodighed og hvilket Mod der skal til for
at udføre dette Kunststykke, maa man i højeste Grad beundre.
Og de tre var Beundring værd; der var ikke mange Mænd,
der kunde gøre dem det efter.