Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 65

— 293 —
tørret Fisk som udmærket Hundefoder, og Hundene fik rigeligt
af det, men dog tabte de deres Kræfter i Løbet af en halv Snes
Dage — en Hund døde og flere var meget nær ved det. Hvis
vi vilde gennemføre Rejsen, maatte vi tage af den Proviant, der
laa i Danmarks Havn og bruge den til Hundefoder, og det tog
en Del Tid at faa alt pakket om og gjort klar til Afrejse.
Derfra og nordover gjorde Nyisen os ikke mere Fortræd,
men da vi ikke havde den at slaas med, lagde Vejret os store
Hindringer i Vejen. Det blæste næsten stadig, og mange Dage
var vi nødsagede til at blive liggende i Teltet. Vi sled os dog
nord over og fulgte Yderkysten af Øerne i Jøkelbugten, indtil vi
maatte ud paa den udflydte Indlandsis, efter at Solen allerede i
nogle Dage havde været under Horisonten. Den udflydte Ind-
landsis var meget jævn, Snelaget var godt, og da Vejret var be-
tydeligt bedre, end det havde været i Begyndelsen af Rejsen, gik
det udmærket godt fremad til Nordpynten af Schnauders 0,
hvorfra Fremgang næsten var umulig over den svære, opskruede
Indlandsis. Det var nu saa mørkt, at vi ved Dagsskærets Hjælp
kun kunde slæde nogle enkelte Timer om Dagen, men heldigvis
var Maanen oppe, og det hjalp saa meget, at vi kunde gøre en
ganske god Fremgang, saaledes at vi den 4. November naaede
Kap Bergendal, hvor Brøndlunds Lig skulde ligge. Vi fandt
det, men ikke noget af nævneværdig Betydning, da Koch havde
medtaget alt, hvad der var af Interesse. Efter at have begravet
Liget, fortsatte vi videre nord over i det Haab muligvis at kunne
finde de andre eller deres Teltplads. Det lykkedes imidlertid
ikke, og efter at have afsøgt den Strækning, hvor der kunde
være Tale om, de kunde have teltet, tvang Mørke og Mangel
paa Proviant os syd over den 8. November.
Hjemrejsen blev selvfølgelig besværliggjort ved Mørket, men
ikke desto mindre gjorde vi bedre Fremgang, end vi havde gjort
paa Opturen, da vi havde Vinden med os, og efter en Fra-
værelse fra Danmarks Havn paa 38 Dage kom vi tilbage dertil.
Vore Hunde var ganske overordentlig medtagne, og af de 22
Hunde, vi havde med fra Skibet, havde vi ikke mere end en
halv Snes igen, Resten var død af Udmattelse, og hvis vi over-
hovedet vilde gøre os Haab om at naa tilbage til »Alabama«
med Hundene, var det nødvendigt at blive i Danmarks Havn og
opfodre dem. Vi kogte Mad til dem 2 Gange om Dagen, og