Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 67

295 —
skulde være tilbage inden den 28. Februar, da vi skulde for-
søge at komme af Sted den 3. Marts. Han naaede op til Bes-
selbugt med Depotet, og den bestemte Dag var alt klar til Af-
rejse. Desværre viste Løjtnant Jørgensens Forfrysning sig at
være meget større, end vi havde tænkt, og det var umuligt for
ham at deltage i Slæderejsen. Han og Unger blev tilbage paa
Skibet, medens vi andre gik nordpaa i to Hold. Det ene, der
bestod af Iversen og mig, skulde foretage hele Rejsen til Dan-
marks Fjorden, og det andet, der bestod at Løjtnant Laub, Olsen
og Poulsen, skulde følge os saa langt paa Vej som muligt. I alt
blev der transporteret 3600 Pund, trukken af 20 Hunde, og det
var selvfølgelig umuligt at trække saa stor en Vægt paa en Gang
med saa faa Trækdyr, saa vi maatte køre i to Vendinger, og
det tog saa lang Tid, at vi først den 25. Marts havde naaet
Indlandsisen i Dove Bugten. Indtil da havde Vejret været godt,
men saa snart vi kom paa Indlandsisen, begyndte det at blæse
omtrent hver eneste Dag, indtil vi F/s Maaned senere kom ned
af den igen. Denne stadige Vind forsinkede os overmaade
meget, og kunde vi faa 2 Slædedage i Træk uden at skulle
ligge stille paa Grund af Storm, maatte vi ikke klage. Desværre
var det kun sjældent, og mere end en Gang var vi nødsagede
til at ligge i Læ 3—4 Dage for at vente paa en Storms Ophør.
Desforuden blev vi stærkt forsinket ved den meget ujævne og
bakkede Is, og da vi stadig væk skulde gaa over den i to Ven-
dinger, naaede vi ikke nær saa langt, som vi havde gjort Regning
paa, inden vi skulde skilles fra vore Kammerater. Paa 77° n.
Bredde sagde vi Farvel til dem, og medens Løjtnant Laub gik
sydpaa for at foretage en Slæderejse rundt Dronning Louises
Land, gik Iversen og jeg videre mod Nord. Det var den 10.
April, vi havde 100 Dages Proviant og Brændsel samt 15 Hunde.
Paa nogenlunde jævn Is kunde Hundene sagtens trække Slæden,
men til at begynde med var den saa bakket, at Fremgangen
ikke blev ret stor, rent bortset fra den Hindring, som Vejret
vedblev at lægge i Vejen for os.
Hidtil havde der ikke været ret stor Stigning paa Indlands-
isen, saa vor Højde over Vandoverfladen var kun ca. 600 Meter,
og Indlandsisen havde indtil nu været temmelig fri for Revner;
men nu begyndte Isens Højde at tiltage betydeligt, og samtidig
blev Overfladen gennemfuret af en Mængde brede og dybe Rev-
ner. De var dækket af Sne, saa vi kunde ikke se dem, og det