Atlanten - 01.01.1911, Síða 71

— 299 —
imidlertid ikke at være saa let, for Indlandsisen stod med en
fuldstændig brat Mur paa over 100 Fod ret op og ned fra
Landet, og selv om Kanten af den var gennemskaaret af Vand-
løb, var det dog fuldstændig umuligt at komme ned paa den
Strækning, som vi først undersøgte. Den næste Dag havde vi
bedre Held med os og fandt et Sted, der var, om end ikke
godt, saa i det mindste brugbart til en Landing. Vi maatte
fire Slæderne ned ad en stor Snefane, der havde en Højde af
mindst 75 Alen, og endelig den 12. Maj var vi igen kommet
paa Land efter et 47 Dages Ophold paa Isen.
Landet var overmaade frugtbart i Nærheden af Indlands-
isen; der var forholdsvis højt Græs, der var Mos, Lyng og Pile-
træer, og at Dyrelivet maatte være rigt repræsenteret, kunde vi
skønne af den Mængde Fodspor, som vi saa af Moskusokser,
Harer, Ræve og Ulve. Vi var kommet ned ved en stor Sø,
der strakte sig hele Vejen fra Indlandsisen til Danmarks Fjordens
Bund, og vi havde den Glæde allerede den første Dag'at træffe
en Flok Moskusokser, saa vi kunde ligge stille og give vore
Hunde et godt Foder. Det hjalp meget paa deres Kræfter, da
de var stærkt medtagne fra Indlandsisen, og Rejsen gik hurtigt
udefter mod Danmarks Fjorden gennem en af de smukkeste Egne,
jeg har set i Polarlandene. Søen var paa Steder ikke mere end
1 engelsk Mil bred, Fjældene paa den vestlige Kyst var ganske
stejle og havde en Højde af 4—500 Meter, og hele Vejen igen-
nem Søen var Dyrelivet rigt repræsenteret. Vi saa stadig Moskus-
okser, men jo nærmere vi kom Danmarks Fjorden, desto fat-
tigere blev Vegetationen, og ude i Danmarks Fjordens Bund var
der paa de mest beskyttede Steder ikke saa megen Vegetation,
som der havde været tæt under Indlandsisen paa de mest ube-
skyttede.
Danmarks Fjorden var smuk at slæde igennem, thi hele Vest-
kysten, paa enkelte Afbrydelser nær, var høj og stejl; Kap Hol-
bæk hævede sig omtrent lodret op fra Havet, og i halvandet
Døgn slædede vi langs en snorlige Basaltmur, der havde en
Højde af mindst 500 Meter.
Ved Hjertefjældsdalen fandtes det første rigtige Sletteland,
der strakte sig fra Kysten og en 4—5 engelske Mil ind i Landet,
lige til Foden af Fjældene, der hævede sig omtrent lodret op
over den ganske jævne, snebare Slette, der var oversaaet med en
Mængde Muslingeskaller, saa vidt vi kunde se alle af samme Art.