Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 78

— 306 —
melsen, blev Isen tilsyneladende meget jævnere, og da Revnerne
samtidig ophørte og Snelaget vedblivende var godt, kunde vi
alligevel ikke bekvemme os til at forlade det gode Føre paa
Indlandsisen for at søge ned til det daarligere, men den sikrere
Vej paa Havisen. Vi holdt ret Kurs mod Nakkehoved, og Ind-
landsisen var saa jævn og lav, at vi til Tider ikke kunde afgøre,
om vi var paa Indlandsis eller Havis. Den eneste Grænse, der var,
opdagedes naar vi slædede fra det ene til det andet, da vi maatte
passere en ofte 15—20 Fod bred Vandrende, der saa vidt vi
kunde konstatere, gik langs hele Kysten af Kronprins Christians
Land. Til vor Forbavselse var Overfladen af Vandet fuldstæn-
dig fersk, i det mindste saa fersk, at vi kunde bruge del baade
til Drikning og Kogning, men det var ogsaa den eneste Fordel,
vi havde af det, for det tog ofte megen Tid at komme over de
brede Revner, og flere Gange maatte vi lave en Rro af Isstumper,
som flaadedes sammen, inden vi kunde sætte over. Vandrenden
ophørte ved Nakkehoved, og derfra og helt ned til Mallemuk-
fjældet saa vi ikke mere Vand. Ved Nakkehoved saa vi det
første Dyreliv paa Kysten, nemlig en Del Elfenbens-Maager, og
forøvrigt havde vi set en lille Gaas flyve mod Nordvest; ellers
var Kysten blottet for Jagt, vi saa end ikke Spor af Bjørne, og
Hundenes Kræfter aftog betydeligt, da vi maatte spare paa Pro-
vianten som Følge af, at vi havde brugt mere paa Indlands-
isen, end vi havde haft Raad til. Det hjalp heller ikke paa
vor Fremgang, at jeg i Stedet for at kunne arbejde og skyde
paa Slæden, maatte sætte mig op ved Nakkehoved og køre.
Den 10. Juni naaede vi Depotet paa Nordøst Rundingen.
Saa vidt vi den Gang kunde se, var det urørt. Vi fortsatte straks
Syd over, og heldigvis blev Isen saa meget bedre, at vor
Fremgang langs Kysten blev god. Ved Depotet paa Amdrups-
Land var der heller ikke sikre Spor at opdage efter Mijlius Erich-
sen og hans Kammerater, og vi ansaa det for sandsynligt, at
de var gaaet op paa Indlandsisen mellem Prinsesse Dagmars
Halvø og Nakkehoved eller maaske endog sydligere, og Grunden
til, at de havde forandret deres oprindelige Plan maatte vel
søges i, at Nyisen, som de skulde slæde over saa tidligt paa
Efteraaret, var blevet brudt helt ude ved Kysten. Fra Amdrups-
Land til Mallemukfjældet blev Føret igen daarligt, og særlig efter
at vi havde naaet over til Holms Land, blev det vanskeligt, da
Isen var meget opskruet, og Sneen imellem Skruningerne var