Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 82

— 310 —
saa megen Proviant, at vi igen maatte gaa paa ‘/a Pund om
Dagen foruden — i Begyndelsen — en enkelt Beskøjt. Vi længtes
meget efter at komme til Nordre Depot og de syd derfor lig-
gende Depoter, da vi der haabede at faa tilstrækkeligt at spise
efter de Opgivelser, vi havde fundet af Thostrups ved Mallemuk-
fjældet. Nordre Depot fandt vi og ogsaa de følgende, men paa
nær i det første var Provianten opbrugt overalt. Begrundet
paa Forglemmelse havde jeg ikke faaet Depoternes Indhold op-
givet hjemmefra, og Skuffelsen var saa meget desto større, da
vi aldrig havde tænkt os, at der var den ringeste Tvivl om al
finde Depoterne; men da vi naaede Bjørneskæret og ogsaa fandt
det Depot tomt, maatte vi desværre indrømme for os selv, at
Chancen for at faa noget at spise, inden vi naaede Danmarks
Havn, var overmaade ringe. Hidtil havde vi slædet paa den
udflydte Indlandsis, men den var for længst ophørt, og fra
Hagens 0 til Bjørneskæret havde vi slædet over Havis, men
ogsaa den ophørte, og paa Bjørneskæret maatte vi den 11. Sep-
tember efterlade alt det, vi hidtil havde betragtet som fuldkom-
men nødvendigt for Livets Ophold, Telt, Sovepose og Slæde,
og kun med vore Dagbøger paa Byggen, et Par Strømper og
andre Smaating, der var aldeles nødvendige, foruden de 3 Pund
Pemmican, der var vor eneste Proviant, og en Riffel maatte vi
gaa over Landet og haabe paa, at vi i Løbet af nogle faa Dage
kunde tilbagelægge den omtrent 100 engelske Mil lange Stræk-
ning til Danmarks Havn. Det blev imidlertid ikke saa. Vi
skulde over Skærljorden, og en Storm brød Isen op for vore
Øjne, saa vi maatte søge Læ i et Flodleje, og i 36 Timer laa vi
og krøb sammen, ventende paa Stormens Ophør. Endelig var
Isen sikker nok igen, og saa begav vi os ud paa den ny Is, men
naaede ikke mere end halvvejs over Fjorden, da der paa ny kom
en Storm, der atter brød Isen op. Vi naaede med Nød og næppe
et lille Skær i Midten af Fjorden, og der maatte vi blive i 2
Dage, da den stadige Storm forhindrede Isen i at fryse sammen.
Vi havde nu hverken Proviant eller Vand, og da der efter de
to Dages Forløb var en Mulighed for at kunne komme over
Isen, besluttede vi os til at vove Forsøget, da vi lige saa godt
kunde drukne som sulte ihjel, men Isen var saa tynd, og vi
var saa udmattede, at vi ikke mente at kunne forsvare at tage
vore Dagbøger med os, selv om vi kunde have bevaret dem.
Alt blev efterladt i et lille Depot paa Skæret, og kun med vor
Riffel paa Ryggen gik vi ud paa den tynde Is, bundne sammen