Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 122

— 350 —
»For deres fysiske Geografis Vedkommende maa Færøerne
sidestilles med Skotland eller Norge. Deres sorte Basaltklipper
hæver sig skarpt afgrænset op af det fraadende Hav, som selv
i stille Vejr brj'der om Øerne. Deres Toppe (ofte med en Højde
af 500 m, 1040 ft.) forsvinder i en tyk Taage, der ligner et
hvidt Slør rundt om en Negers Hoved. Havet har ligeledes et
besynderligt Udseende. Golfstrømmens varme, mørke Vand,
hvis Overflade altid minder En om Olie, farer rundt om Øerne
i en uendelig Forvir-
ring af Sugninger og
Hvirvler, der omgiver
dem med en evig Uro.
Hver Plet, hvorpaa
Øjet falder, sitrer al
Liv. Man ser Havet
levende af Fisk og
unge Hvaler; Flokke
af Sæler optager alle
jævne Skraaninger ud
mod Søen, medens
Klipperne er hvide af
utallige Flokke af Sø-
fugle. Der findes intet
Tegn til Landbrug paa
Øerne, Jordbunden er
for ufrugtbar og Som-
meren for kort.«
Ved Læsningen af
en saadan Beskrivelse maa man dog vist faa nogle underlige
Begreber om Øerne og deres Natur.
Naar imidlertid de Skildringer, der foreligger, sammenfattes
med de foretagne Undersøgelser og passerer et moderne viden-
skabeligt og teknisk Filter, bliver Besultatet, at Ishavet og At-
lanterhavet i Tertiærtiden antagelig har været adskilt af et mæg-
tigt Land, gaaende fra Storbritanien mod Nordvest over Fær-
øerne og Island til Grønland. En Antydning af dette Lands
Beliggenhed har man maaske i Dybdekurverne paa Søkortet i
Fig. 1. Store Spaltevulkaner, af hvilke vi endnu finder Rester
paa Island, udgød de Lavastrømme, hvoraf Landet bestod. Aske-
regn afløste Lavaen og omformedes, hovedsagelig ved den efter-
Fig. 1. Omtrentlig Angivelse af Dybeforholdene i
det nordlige Atlanterhav. Særlig bemærkes 200 m’s
Kurven, der viser den ringere Vanddybde paa et
Bælte fra de britiske Øer til Grønland, indeslut-
tende Jan Mayen og Rockall.