Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 123
- 351
kommende Lavamængdes Varme og Tryk, til de rei tynde Tuf-
lag, der findes i Fjældene, og hvis indbyrdes Afstand varierer
meget stærkt. Selve Lavaen er ofte størknet i store lodrette
Søjler, om hvis Dimensioner man kan danne sig en Forestilling
af Billedet paa Fig. 2.
I Tidernes vældige Kredsløb følger Nedbrydningen paa Op-
bygningen, og af dette engang saa mægtige Land er nu kun til-
bage: de skotske Øer, Færøerne,
Island og, som for at antyde,
hvor stort Landet har været, og
hvor vidt det har strakt sig, Jan
Mayen og Rockall. Voldsomme
Krampetrækninger i Jorden, Lan-
dets Sænkning, Istidens Glet-
schere, Floderne og Verdens-
havets evige og voldsomme An-
greb har kun levnet disse Øer,
og om nye Hundredtusinder af
Aar vil intet over Havfladen
minde om det forsvundne Land.
Kun Bølgernes næsten umærke-
lige ejendommelig krappe Uro,
hvor Vanddybden aftager stærkt,
vil vise Sømanden, at Havbun-
den ligger højere end almindeligt
i Oceanet, og at dette er Stedet.
For Færøernes Vedkommen-
de er de nævnte geologiske Pro-
cesser endvidere Skyld i, at de
oprindelig vandrette Lag har
Fig. 2. Basaltsøjler ved Selletræ i
Sundelaget. Bag en smal Forstrand
hæver Basaltsøjlerne sig 1000' ret
stejlt og vanskelig tilgængeligt. Bil-
ledet viser det øverste Stykke fra
den sidste »Hammer«, som kun af-
giver en meget begrænset Staaplads
og paa enkelte Steder slet ingen.
faaet en Hældning ind imod et
Punkt c. 50 km Øst for Øerne og omtrent 2 km under Havfladen,
medens lokale Sænkninger og Forskydninger paa mange Steder
har gjort Strukturens Hovedretninger næsten uigenkendelige,
saaledes som Fig. 3 viser det fra Frodebø paa Syderø ved Ind-
sejlingen til Trangisvaag.
Ejendommelige Forskydninger og Sammenstyrtninger har
dannet de lange, smalle Sunde, der hovedsagelig gaar fra Nord-
vest til Sydøst. Elve og Fosser har skaaret dybe Kløfter paa
deres Vej til Havet, som Fig. 4 viser fra Selletræ ved Sundene