Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 172

400 —
blot minde om enkelte af dem. Ottar d. Svarte — en liden-
skabelig og begavet Mand — digtede baade om Sven Tveskæg og
Knud d. Store; i Digtet om den sidste gives meget værdifulde
Oplysninger om Knuds Kampe i England.
Særlig Grund er der til at dvæle lidt ved Markus Skeggja-
son, der digtede om Knud d. Hellige og Erik Egode. Markus
var en højt anset Mand — og islandsk Lovsigemand. Han døde
i høj Alder 1107 — 4 Aar efter Erik Egode. Han har, mærkeligt
nok, digtet et saakaldt Arvekvad om Erik, hvem han vistnok
har lært personlig at kende i Aarene 1080 ff. Digtet maa være
forfattet 1104 eller 1105 og er vistnok blevet sendt til Eriks
Broder og Efterfølger, Kong Niels (Nikolas). Digtet, hvoraf der
heldigvis haves betydelige Rester, skildrer Kong Eriks Bedrifter
og Tog, Krigstog til Venden, Pilgrimsrejsen til Rom og hans sidste
Rejse til det hellige Land, paa hvilken han som bekendt døde.
Men Skjalden omtaler ogsaa Eriks udmærkede Egenskaber paa en
overordenlig smuk og sympatetisk Maade. Hans Gavmildhed
roses i høje Toner — »mange blev rige ved ham«, hedder det;
»han besad et tappert Hjærte, en udmærket Hukommelse og
andet Mandevid i fuldest Maal, han besad en fuldkommen Vel-
talenhed; som ung lærte han at tale mange Sprog«. Det er
ret karakteristiske og ellers sjælden forekommende Oplysninger,
og der er ingen Grund til at tro, at de skulde være overdrevne.
Der dvæles véd Kongens Omhu for at bygge statelige Kirker,
rigt prydede »Stentempler«, og ved Oprettelsen af Erkebispe-
sædet i Lund.
Hos Valdemar d. Store var Skjalden Arnold. Af hans
Digte haves der rigtignok intet, men Saxo nævner ham som
»Islænderen Arnoldus«, og fra ham har Saxo formentlig faaet en
hel Del af de Efterretninger, som han i sin Fortale antyder1) (i
') »Heller ikke Islændernes Flid bør jeg forbigaa i Tavshed. Da deres
Fædrenejords Goldhed forbyder dem at hengive sig til Oyerdaadig-
hed, har de bestandig ført et maadeholdent Liv og plejer at an-
vende al deres Tid paa at samle og udbrede Kundskab om andre
Folks Bedrifter og bøder saaledes paa deres. Fattigdom ved Hjælp
af Aandens Gaver. De holder det nemlig for en Fornøjelse at kende
alle Folkefærds Bedrifter og overlevere dem til Efterverdenen og
anser det ikke for at være mindre Ære værd at fortælle om frem-
medes store og gode Gerninger end selv at øve dem. Deres Skat-
kamre, som er fulde af kostelige Vidnesbyrd om Fortidens Tildragel-
ser, har jeg omhyggelig ransaget, og en ikke ringe Del af dette Værk