Atlanten - 01.01.1911, Side 173

— 401
samme Fortale giver Saxo i øvrigt en kort Beskrivelse af Island
og dets Vidundere). Saxo nævner Arnoldus som særlig knyttet
til Biskop Absalon: »Hvad enten det nu kom af en vis Synsk-
hed eller beroede paa Færdighed i at gøre skarpsindige Gisninger,
forudsaa han ofte med sjælden Spaadomsevne, hvad der vilde ske
i Fremtiden, baade for hans eget og hans Venners Vedkommende,
og ligesaa dygtig som han var som Spaamand, ligesaa kyndig
var han i, hvad der angik Oldtiden, og kunstfærdig til
at fortælle om dens Tildragelser«. Det sidste maa vi her
lægge særlig Vægt paa. Sagafortælling og Skjaldekunst var paa
Island som et Par Tvillinger. Arnold var efter dette baade Skjald
og Historiker. Hvad vi ellers har at takke ham for, kan vi paa
Grund af Kildernes Art ikke nærmere angive. Men det kunde
være fristende i ham at se en Hovedhjemmelsmand for, hvad
der er nedlagt af historisk Fremstilling i den saakaldte Knyt-
linge-Saga, et Sagaværk om de danske Konger fra Gorm d.
Gamle til Slutningen af det 12. Aarh. (Knud d. 6) forfattet o. 1260.
Paa en forbløffende nøjagtig Maade fortæller dette Sagaværk om
Valdemar d. Store og Absalon og Venderkrigene — i den Grad
nøjagtig, at Sagaen godt kan taale en Sammenligning med selve
Saxos Fremstilling, der jo beror paa Førstehaandskundskaber.
Men det er jo muligt, at der dengang ogsaa har været andre Is-
lændere end Arnold i Danmark. I alle Tilfælde er Sagaens Frem-
stilling et smukt Vidnesbyrd om den direkte Forbindelses Styrke
og Omfang.
Saa skal jeg endnu nævne, at i det 13. Aarh. var den gejstlig
uddannede Olåfr Hvftaskald—Tilnavnet viser jo, at han var
Skjald ogsaa, og vi har en Del bevaret af hans Kvad — en Vinter
i Danmark hos Kong Valdemar Sejr (Vinteren 1240—41, Kongens
sidste), om hvem han digtede, og hos hvem han nød stor Hæder.
I Knytlingesaga hedder det: »Valdemar d. Gamle, som siden
blev Konge i Danmark, er en af de mest udmærkede Konger,
der har været i de nordiske Lande; hos ham var Olaf Tordsson
og lærte af ham mange Kundskaber og han havde mange
udmærkede Fortællinger fra ham.« Dette kaster et inter-
har jeg sammenskrevet med deres Fortællinger som Forbilleder,
thi jeg har ikke anset det for at være under min Værdighed at
bruge dem som Hjemmelsmænd, da jeg vidste, hvor kyndige de var,
i hvad der angaar Oldtiden« (Winkel Horns Oversættelse).