Atlanten - 01.01.1911, Síða 192

— 420 —
med. Ved Hjælp af den lykkedes det os at entre ned i III Spalte,
hvor der var ganske opfyldt med nedstyrtede Isbrokker, og op
paa den anden Side.
Efter vor instinktsmæssige, men forhastede Flugt var vi nu
atter sammen med vore Kammerater.
Der var forløbet 5 Minutter, siden Vigfus og jeg for ud af
Teltet.
Lad os nu se, hvordan det var gaaet de 2 andre.
Wegener havde straks, da han vaagnede ved det stærke
Spektakkel og den uhyggelige Brusen, forstaaet, at nu kalvede
Bræen, og Faren var overhængende.
Han laa i Posen med Tøjet paa og havde derfor kun faa
Forberedelser at træffe. Men det brækkede Ribben tvang ham
til at være forsigtig og langsom i sine Bevægelser. Alligevel be-
varede han fuldstændig Herredømmet over sig selv og gav sig
Tid til at tage Kamikker paa, ja endog binde dem, alt medens
Teltet gyngede op og ned.
Der var gaaet omtrent 2 Minutter, efter at Vigfus og jeg
sprang ud, da Wegener krøb ud af Teltet. Larsen, der først
nu havde fundet et Par Træsko, fulgte ham skyndsomst.
Klart Vejr; Maaneskin. Gud ske Lov, saa kunde man da
i det mindste se! Men det, de saa, var just ikke egnet til at
berolige dem.
Dalen var spærret ud imod Fjorden af en Vold af store og
smaa Isblokke. Der, hvor vor Kørevej havde ført ud, stod nu,
næppe 20 Meter fra Hestestalden, en 15 Meter høj, mørk Iskolos,
der truende, overhængende ragede op mod den maaneklare
Himmel.
Grunden vaklede. Vaade lerede Isblokke laa spredt over-
alt; en enkelt laa lige foran Teltdøren.
Hele den yderste Del af Dalen var forsvunden paa en Stræk-
ning af et Par Hundrede Meter. Men derude i Fjorden, hvor
Bræranden havde været, der steg en Ismur op af Vandet. Højere
og højere rejste den sig; brusende og hvislende voksede den
frem af Fjorden; glitrende i Maaneskinnet skummede Vandet ned
ad dens Sider.
Det var en Del af den forsvundne Væg, der nu som et fri-
gjort Isfjæld væltede sig derude — et mystisk, forvirrende Syn
i det kogiende Maaneskin.
Den vuggende Teltskodse, den vedholdende Knagen og