Atlanten - 01.01.1911, Qupperneq 199

427 -
Borgjøklen, var yderst besværlig. Vi vadede gennem løs Sne til
Maven og slæbte Slæderne lien over store Sten og Ler, saa
Hestene var temmelig anstrengte, da vi naaede Borgjøklen.
Foran Borgjøklen ligger der en Endemoræne paa omtrent
150 Meters Højde. Mellem den og selve Jøklen var der en sne-
fyldt Kløft, ad hvilken det lykkedes at køre Slæderne op. Vi
kørte i Zig Zag op ad en betydelig Omvej; men alligevel blev
Routen saa stejl, at vi flere Gange maatte støtte os til Hestene
for ikke at gaa i Drift ned ad de skraa Sneflader.
Efter at have deponeret vort Gods en lille Kilometer inde
paa Jøklen, skulde vi vende tilbage til vort Telt, som stod nede
ved Bandsøen.
Den Gang havde vi endnu ikke lært at køre ned ad Bakke.
Vi plejede at spænde Hestene fra og lade Slæderne løbe ned af
sig selv. Senere hen, da vi havde større Erfaring, kunde vi
straks have set, at Jøkelranden baade var altfor høj og altfor
stejl, til at man turde slippe Slæderne løs paa den Maade; men
den Gang var vi som sagt ikke klogere.
Vigfus og Wegener drog af med de tomme Slæder, for at
sætte dem i Fart nedover paa et passende Sted, medens jeg
trak ned med vore 5 Heste i del gamle Spor.
Jeg var omtrent naaet helt ned, da jeg saa den første Slæde
komme susende ned ad Jøklen.
De havde aabenbart ikke rigtig kunnet se deroppe fra, hvor-
dan Forholdene var længere nede.
Slæden for ud over en lodret 8 Meter høj Isskrænt ved
Jøklens Fod, gjorde et langt Hop gennem Luften, men holdt
sig paa ret Køl, dalede ned i Sneen og fortsatte videre hen over
de snedækkede Grusmarker.
Et Øjeblik efter kom den næste Slæde. Ogsaa den slap
godt fra sin Fart ned over Jøklen; men med den 3. gik det
galt. Den tabte Ligevægten, drejede sig i Luften, faldt paa Siden
med Snuden skraat nedad, borede sig dybt ned i Sneen og var
borte med det samme.
Jeg anede et alvorligt Havari og var vel sagtens i Gang
med at blive ærgerlig over mine Kammeraters letsindige Adfærd,
da jeg saa Vigfus komme glidende samme Vej som Slæderne.
Han havde vovet sig for langt ud og havde tabt Fodfæstet, og
nu rutsjede han ud over den samme lodrette Isskrænt, bag
efter Slæderne. Jeg saa ham falde i foroverbøjet Stilling paa