Ritmennt - 01.01.1996, Blaðsíða 55
RITMENNT
CARL CHRISTIAN RAFN
og Rask i fællesskab, og dermed var deres samar-
bejde slut.
Syvende bind udkom i 1832. Rasks navn er
det eneste der anfores, men det nævnes i fortalen
at hele teksten er afskrevet fra skindhánd-
skrifterne af en islandsk akademiker. Pá dette
tidspunkt havde der været en fejde om Rask, og
Þorgeir Guðmundsson og Þorsteinn Helgason
var ekskluderet af selskabet. Ottende bind der
udkorn i 1834, var udgivet af Finnur Magnússon
og Rafn. I Almindelig Forfatter-Lexicon anfores
at Finnur Magnússon og Rafn har udgivet bind
VIII-X af Fornmanna sögur, og at Finnur Magn-
ússon har skrevet fortalerne.
Niende og tiende bind af Fornmanna sögur
udkom i 1835. Dermed var rækken af norske
kongesagaer afsluttet med Hákonar saga og brud-
stykker af Magnus lagaboters saga. Elvte bind af
Fornmanna sögur udkorn i 1828. Det indeholdt
Jómsvíkingasaga og Knytlingasaga med til-
horende þættir. Udgaven svarede meget til de
tidligere udgivne bind, og den var udfort af Rask,
Rafn, Þorgeir Guðmundsson og Þorsteinn Helga-
son. Tolvte bind udkom i 1837. Det indeholdt
nogler og tidsrækker og forklaringer til skjalde-
versene i hvert bind. Dette var udarbejdet af
Sveinbjörn Egilsson.
Udgivelsen af Fornmanna sögur var i hoj grad
islændinges værk. Rafn lagde ogsá et stort
arbejde i udgaven, bortset fra bind VI og VII som
Rask og andre besorgede. Trods Raskfejden var
sidste bind næsten udelukkende islændinges
arbejde. Desuden oversatte Sveinbjörn Egilsson
elleve bind af udgaven til latin i perioden 1828-
42. Den latinske udgave havde navnet Scripta Jú-
storica Islandorum. Tolvte bind af den latinske
udgave udkom i 1846 og var udarbejdet af Grírn-
ur Thomsen.
Den danske oversættelse af Fornmanna sögur
var udarbejdet af Rafn og N.M. Petersen. Udga-
ven hed Oldnordiske Sagaer og udkom i per-
ioden 1825-37. Rafn oversatte de tre forste bind.
Derefter overtog N.M. Petersen arbejdet og
oversatte bind IV-X undtagen kvadene der blev
oversat af Finnur Magnússon og Rafn. Rafn
oversatte bind XI der udkom i 1829 og blev
anledning til Rask-fejden. N.M. Petersen sorgede
for sidste bind.
Fornmanna sögur fik en strálende modtagel-
se. Bagerst i bind III er der en fortegnelse over
subskribenter, og der er islændinge langt den
storste gruppe, godt 600.
Samtidig med udgivelsen af Fornmanna sögur
var man i gang med udgivelsen af Fornaldar-
sögur Norðrlanda. De udkorn i tre bind i lobet af
to ár, to bind i 1829 og ét i 1830. Pá titelbladet
anfores Rafn som udgiver, men han fik dog
betydelig stotte af Þorgeir Guðmundsson og Þor-
steinn Helgason. I sidste bind findes der en liste
over subskribenter. Der er islændinge i flertal,
ca. 150. Parallelt med udgivelsen af Fornaldar-
sögur Norðrlanda blev sagaerne udgivet i dansk
oversættelse i 1829-30 under navnet Nordiske
Fortids-Sagaer.
Det var planen at der efter kongesagaerne
skulle komme en række islændingesagaer. Þor-
geir Guðmundsson og Þorsteinn Helgason gik i
gang med opgaven og udsendte forste bind i 1829
og andet áret efter. Ekskluderingen af de to fra
Oldskriftselskabet medforte at man besluttede
at vente med flere udgaver indtil skriftrækkerne
Fornmanna sögur og Gronlands Historiske
Mindesmærker var afsluttet.
Der gik nogen tid for udgivelsen af íslendinga
sögur kom i gang igen. Jón Sigurðsson sorgede for
genudgivelsen af bind 1 og 2 der udkom i 1843 og
1847. Denne udgave blev anset for betydelig
bedre end den forste.
Oldskrittselskabets virksomhed begyndte at
blomstre kraftigt efter 1830. Selskabet udgav
tidsskrifter og udgav i 1837 et skrift om nord-
boernes rejser til Amerika, Antiquitates
Americanæ, der blev yderst udbredt. I 1850 og
1852 udlcom Antiquités Russes i to bind og i
1856 Antiquités de l’Orient.
Samtidig med disse udgaver arbejdede man pá
at udgive skrifter af betydning for nordiske sprog
og nordisk middelalderlitteratur. Man kan i den
forbindelse nævne Lexicon Poeticum af Svein-
björn Egilsson og Oldnordisk Ordbog af Eiríkur
51