Són - 01.01.2015, Síða 149

ÞegAr rímið rætist ekki 147
De kunstnerisk geniale Træk lader sig overhovedet aldrig forudse og
udtømme ad Kunsttheoriens Vei; men det bør til Advarsel bemærkes
at hvad der hos en Mester undtagelsesvis kan være genialt, er hos
Fuskeren altid det Modsatte. – Den samme Rhythme og Rimform
[þ.e. önnur og fjórða lína rímlaus] er brugt af Grundtvig i Digtet
»Kirkeklokke, ei til Hovedstæder«; i dette tilfælde rent meningsløst.
(Recke 1885:153)
Þessu áliti Recke mótmælir Arthur Arnholtz:
Og i »Kirkeklokke! mellem ædle Malme«, der kun rimer 1. og 3. linie
(forversene) og netop lader linie 2 og 4 (efterversene) stå urimede,
fornemmes dette som noget uforløst, en sagte angst, eller tyst og
søgende, som klokkens efterklang. Altså positivt, ikke »rent menings-
løst«, som Recke vil gøre det til.
(Arholtz 1966:127)
Grundtvig orti síðar ljóðin HIMMEL-STIGEN þar sem hann lætur enn
reyna á rímleysið eins og fyrr var bent á hér. HIMMEL-STIGEN er sjö lína
háttur og hefst svo:
Der er en Himmel-Stige
For Troen i vor Barm,
Men det er sært at sige,
Den gaaer ei op men ned
I Sky mon Tro ei stævne,
Men hvile paa det Jævne
Og slaae i Dybet Rod.
(Grundtvig 1984:449)
Ljóðið bendir okkur á að trúin á ekki rætur uppi, ekki meðal hinna
lærðu, heldur á jörðinni meðal hinna lágu:
Den sære Himmel-Stige
De Lærde kiender ei,
De efter Viisdom hige
End paa Helleners Viis,
Paa egen Fod og Fare
De Troen vil forklare
Som Røg til Klarheds Sky.
(Grundvig 1984:449)