Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1977, Síða 126

forskelligt gennem tiden og er stadig ikke klarlagt i enkeltheder10. Såvel
Gu&brandur Vigfusson, der udgav sagaen i Biskupa sogur, som Finnur
Jonsson i sin store litteraturhistorie, mente at B var en nøjagtig over-
sættelse af Gunnlaugs latinske værk, så nøjagtig at de latinske konstruk-
tioner skinnede igennem den islandske sprogdragt; men medens Gu5-
brandur Vigfusson anså A for at være ældre end Gunnlaugr (som altså
blot skulle have oversat den allerede foreliggende saga til latin), mente
Finnur Jonsson tværtimod at A var en bearbejdelse af B: »En eller
anden har fundet original-oversættelsen altfor uislandsk i stil og sprog
og omskrevet den ved at fjærne de værste latinismer og noget af dens
ordskvalder«11.
De forskere der i de senere år har beskæftiget sig med Jons saga, har
set på stilen i B med helt andre øjne12. Den bedømmes ikke længere
som et ubehjælpsomt forsøg på gengivelse af et latinsk forlæg, men som
udtryk for en bevidst stiltendens, der har sat sit præg på en række
islandske prosaværker fra tiden omkring og noget efter 1300, og som er
blevet kaldt »den florissante stil«13. Det må efterhånden anses for godt-
gjort at A- og B-redaktionen går tilbage til samme uroversættelse14, og
at B-redaktionen har et yngre stilpræg, men ikke desto mindre på nogle
punkter står nærmere ved arketypen end A.
I det norske Riksarkiv findes der et fragment på ét blad (skåret igen-
nem på tværs) af Jons saga (NRA 57). Dette fragment, der stammer fra
et islandsk håndskrift fra det 14. århundredes første halvdel, kan tages
til indtægt for den opfattelse at A og C går tilbage til et fælles forlæg,
der har været forkortet i forhold til uroversættelsen15. Ud over dette for-
læg synes C at have benyttet endnu et forlæg, der har stået B nærmere16.
10 En ny udgave af Jons saga helga er under udarbejdelse for Editiones Amamagnæanæ
ved Peter Foote.
11 Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II, København 1923, s. 396.
12 Ole Widding, Ave Maria eller Mariuvers i norrøn litteratur, Maal og Minne 1958,
s. 1—7; Einar Ol. Sveinsson, Dating the Icelandic Sagas, London 1958, s. 109, note 1 (jfr.
den noget omarbejdede islandske udgave af samme værk, Ritunartimi lslendingasagnaf
Reykjavik 1965, s. 126-27); Peter Hallberg, Jons saga helga, Afmælisrit J6ns Helgasonar,
Reykjavik 1969, s. 59-79.
13 Se Ole Widding, op. cit.; Peter G. Foote, The Pseudo-Turpin Chronicle in Icelandy
London 1959, s. 55-56; Hans Bekker-Nielsen, Thorkil Damsgaard Olsen, Ole Widding,
Norrøn Fortællekunst, København 1965, s. 132-36. — Peter Hallberg (op. cit.) søger at
sandsynliggøre at bearbejderen af B-redaktionen er Bergr Sokkason, der var abbed på
Munka-E>verå 1325-34 og igen fra 1345.
14 Anderledes dog Einar 01. Sveinsson, loc. cit.
15 I Ole Widding, Hans Bekker-Nielsen, L.K.Shook, C.S.B., The Lives of the Saints in
Old Norse Prose. A Handlist (Mediaeval Studies XXV, s. 294-337), Toronto 1963, s. 317,
regnes fragmentet dog for at være en sammenblanding af en A- og en B-tekst.
16 Jfr. art. Jons saga helga i KLNM bd. VII (Magnus Mår Lårusson).
112