Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Síða 63
AM 162 A 7 fol
53
ikke helt sjældent en halvlukket bøjle (jf. eksempelvis (h)’s top i
‘hæyrfm’ lv.14). Her gør diplomskriften sin indflydelse gældende.
(d) optræder kun i den unciale form. Overlængden er ganske lige og
svinger foroven almindeligvis mod højre (dog ikke altid, jf. ‘fkyndi-’
lv.4).
<5) adskiller sig fra <d> ved en bøjle på højre side af skaftet.
<E) er i alle tolv tilfælde en uncial (i en yngre, udsmykket form), jf.
fx ‘En’ 2r.l.
Der bruges kun insulært <f> «p», og varianten er en yngre type, hvor
den øverste del af bistaven(e) danner en egentlig bøjle (jf. fx ‘reffrng-
um’ 1 v. 19). Ofte danner skaftets underlængde tillige en sløjfe/bøjle, fx
‘falla’ lv.20. Endnu mere bemærkelsesværdig er en tredje (lukket) vari-
ant, hvor sidestaven udgøres af to bøjler. Denne type er langt sjældnere,
men optræder bl.a. i ‘fyfilekt’ 2r.l3 og ‘firir’ 2r.l4. En overgangstype
mellem varianten med én og to bøjler ses ofte, fx i ‘hafSi’ 2v.8.
(j, j> optræder x7 som sidste tegn i romertal, men mere bemærkel-
sesværdige er de tre tilfælde hvor det bruges for præp. i.
Såvel (m) som <n> har i flere tilfælde underlængde, fx ‘vm’ lr.2 og
‘manna’ lv.7.
<6) er hyppigt for ældre /$/ (og /ø/, jf. afsnit 3.2).
<q) bruges kun i tre tilfælde (‘nacqvat’ lr. 18, ‘qvaz’ lr.28 og
‘qv/51ing’ 2v.28).
Såvel <r) som (i) anvendes. Minusklen (r) forekommer i to overord-
nede varianter. Foruden det almindelige (r) finder man i final stilling i
fire tilfælde en langskaftet variant med underlængde (‘fakar’ lv.19,
‘Grimr’ 2r.8, ‘d&tr’ 2r.29 og ‘frettfr’ 2v.24). Bemærk også at <r> kan op-
træde i en tydeligt kløvet variant (fx ‘Gnmr’ lr. 14). Det såkaldte r ro-
tunda «t» anvendes efter <o, 6, d, 5, ]y b, g). Efter <o, 6, d, 8, g) er det
enerådende, mens man finder tre modeksempler efter <J>) (over for 13
tilfælde med <t» og to modeksempler efter <b) (over for 16 tilfælde
med <t».
Såvel <f> som (s) forekommer. Det høje <f> har ikke sjældent særde-
les tydelig underlængde (fx ‘bøarinf lv. 12), og undertiden bøjer under-
længden så meget op at der ligefrem dannes den fra diplomskriften
kendte sløjfe/bøjle (jf. fx ‘fottiz’ lv.25). <s> bruges syv gange for /ss/
(‘jses’ x6, ‘os’ xl)5 mens det 14 gange optræder i forbindelse med in-
5 Om betegnelserne for /ss/, se også afsnit 3.2.