Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Page 201
AM 162 Ad fol
191
blot 13 eksempler på (Jr) og slet ingen eksempler på <d) i denne funk-
tion.
Man finder ingen eksempler på manglende (h) i forbindelserne /hl,
hn, hr/.
Palatalreglen følges i vid udstrækning. Ifølge denne regel skrives der
som bekendt konsekvent (k) foran fortungevokal, men (c) i alle andre
stillinger, bortset fra at der altid skrives (k> i sb. konungr, og at forbin-
delsen <fc> almindeligvis også benyttes foran fortungevokaler. Den
sidstnævnte undtagelse kommer imidlertid ikke til udtryk i vort frag-
ment hvor <fk) er næsten dobbelt så hyppigt som (fc>. Ellers gælder der
om fordelingen af (c) og (k> i AM 162 A d fol at (c) aldrig anvendes
foran fortungevokal (således skrives der udelukkende (k> foran /e, i, f,
i, y, y, ø, 6, æ/) mens der foran ikke-palatale vokaler, foran konsonanter
og i final stilling både findes (c) og <k>, oftere dog det førstnævnte
tegn. Der synes således ikke at kunne spores nogen tendens til at anven-
de (c) og (k) i overensstemmelse med retningslinjerne i Den anden
grammatiske afhandling, en praksis der genfindes i en del håndskrifter
fra 1200-tallets anden halvdel.16 Det kan bemærkes at /kk/ bortset fra to
tilfælde med (cc> altid skrives <ck>.
Forbindelserne Ad/ og At/ skrives altid hhv. (Ild) og (lit), uanset om
morfofonemiske associationer har understøttet skrivemåderne.
Forbindelsen /nd/ skrives omtrent dobbelt så ofte (nd> som <Nd> (x78
vs. x41) mens /nt/ skrives <Nt> i tre tilfælde over for ét eksempel med
<nt>.
Konsonantisk /u/ (/v/) manifesteres som (u) (ca. x200),17 <p> (ca.
x70) og (v> (ca. x20). Med undtagelse af det enestående ‘kpangabiz’
lv.21-2 anvendes såvel (p) som (v> kun i egentlig forlyd (initialstil-
ling), en stilling hvori <u) dog også er meget hyppigt for halvvokalen.
En skelnen mellem vokalen og halvvokalen kommer til udtryk i skrif-
ten, idet (p) og (v) (med undtagelse af ‘abravt’ 4r.34) aldrig anvendes
for andenkomponenten i diftongen /au/ eller for /u, u, u/, som altid skri-
ves (u) eller (u>.
Refleksivformanten manifesteres særdeles konsekvent som (z). Kun
i to tilfælde (‘biofc’ lr.4 og ‘geffc’ 3v.22) finder man en anden mani-
festation. De få superlativer optræder både med (z) og (ft).
16 Jf. fx Hreinn Benediktsson 1965: 78.
17 Desuden som nævnt én gang som <u).