Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Page 260
250
Michael Chesnutt
håndskrift med Egils saga har set dagens lys på præstegår-
den.14 Teksten fra 462 må være valgt som grundlag, fordi
det ubeskadigede eksemplar fra Ketill Jorundssons hånd,
AM 453 4to (K2), ikke var inden for rækkevidde.15 At 456
står i et umiddelbart afhængighedsforhold til 462 bekræf-
tes eftertrykkeligt derved, at sr. Magnus i begyndelsen af
C-redaktionens 11. kapitel har oversprunget nøjagtig én
linje i sit forlæg, 462 (her K3) s. 15 = bl. 8r7, svarende til
A kap. 12,2-4 til - konungr. Denne haplografi går igen i
yderligere to eksemplarer af sagaen, som derved afslører
sig som nedstammende fra 456. Det ene af disse eksem-
plarer findes i Lbs. 946 4to, der tilhørte sysselmanden
Bjami Pétursson rfki på SkarSsstrond og er dateret kun
fire år efter sr. Magnus Magnussons død (SkråPEO I 398,
nr. 1262, udførligere beskrivelse ved Christopher Sanders
i Bevers saga 2001, introduction s. cii-civ). Det andet er i
AM 929 4to, dateret 1780 (dette nummer er først indgået i
Den Amamagnæanske Samling 1883 fra Oldskriftselska-
bets bibliotek, jf. KålKatAM II 266-267, nr. 2061).
(11) En afskrift af AM 453 4to. Uppsala universitetsbibliotek,
Westin 92, kort beskrevet i Jon Samsonarson 1969 s. [42],
14 Det blev, ifølge en notits bl. lOOr nederst, udtaget af sr. Magnus’ dødsbo af hans søn
t>or5ur Magnusson. På en indlagt seddel oplyser Ami Magnusson, at han selv først mod-
tog det efter Pordurs død, som ifølge Jon Olafsson fra Grunnavfk indtraf i 1727. Mens
PorSur (som hans onkel kaldte for PorSur litli) således beholdt sin fars Egils saga så
længe han levede, afleverede han AM 147 8vo, sr. Gissur Sveinssons visebog, til Ami
Magnusson allerede i 1721; Ami havde lånt visebogen til sin bror i Hvammur i 1712. Se
AMLevned 1,2 39, II 209.
15 Det har vel befundet sig i København eller Skålholt. Allerede Finnur Jonsson påpegede,
at Årni Magnusson har taget (nogle af?) sine interlineære varianter i 453 fra Wolfenbiittel-
kodeksen af Egils saga; 453 kan med andre ord have været i den danske hovedstad i den
periode i slutningen af 1690’eme, hvor Ami havde W til låns (jf. s. 246 ovenfor samt
EgFJ, indledning s. xv, og EyrbEA s. 46*-47* med henvisninger). 453 var derfor nok
blandt de håndskrifter, som Ami formodes at have taget med sig fra Hvammur efter sit
ophold dér vinteren 1685-1686. Derimod ved vi ikke, om det har gjort turen hjem til Is-
land med Ami i 1702 og ligget sammen med andre af hans håndskrifter i Skålholt, hvor-
fra jordebogsudkastet og de øvrige håndskrifter først bragtes ned til København i 1720.
Jf. AMLevned 1,1 65, 88,130. - Vedrørende Ketilsbøgemes tilkomst og skæbne se også s.
257-258 nedenfor. De står naturligvis begge i Jon Olafsson fra Grunnaviks katalog over
Den Amamagnæanske Samling (eksemplaret AM 456 fol. dateret København 1730, bl.
19v-20r). Hverken den ene eller den anden af dem kan have været i Island efter 1720.