Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Page 268
258
Michael Chesnutt
mentlig haft dette eksemplar i sin besiddelse længe før 1700 (jf. note 15
ovenfor), men under et af sine vinterophold i Skålholt i forbindelse med
jordebogsarbejdet 1702-1712 kan han have opdaget eksistensen af K1
og taget også den bog til sig - dog først efter at have udvirket, at brode-
ren Magnus fik mulighed for at afskrive det værdifulde familiestykke i
AM 456 4to. Man bemærker, atÅmi Magnusson besøgte Hvammur om
sommeren efter sit første vinterophold i Skålholt og at han vendte tilba-
ge i 1710 (AMLevned 1,1 55, 62); han stod åbenbart også i korrespon-
dance med sr. Magnus helt frem til sin sidste afrejse til Danmark 1712
(jf. note 14). Afskriften 456 blev tilbage i Island i yderligere et årti og
spillede en vis rolle for den videre, hjemlige overlevering.
5.
I Jon Helgasons forarbejder til den nye Amamagnæanske udgave af
Egils saga er hovedteksten af C-redaktionen sammenstykket af K1 og
de to pergamentfragmenter, så langt disse tekstvidner rækker. K2 er be-
nyttet til udfyldning af K”s lakuner. I variantapparatet noteres hen-
holdsvis K2’s afvigelser fra K1 og K3’s afvigelser fra K2.1 det kommen-
de tredje bind af udgaven vil dette oplæg blive fulgt, dog med den for-
skel, at det ældre pergamentfragment 162e trykkes parallelt med Ketill
Jorundssons tekst, der som ovenfor påvist ikke nedstammer i direkte
linje fra 162e, men fra dets søsterhåndskrift 162a.
En anden mulig fremgangsmåde ved udgivelsen af C-redaktionen
ville være at benytte K2 som hovedtekst og at anføre K1 og K3’s afvigel-
ser som varianter. Det fremgår imidlertid af Jon Helgasons forarbejder,
at han har overvejet og forkastet denne mulighed, givetvis fordi han er
blevet klar over, at K1 er skrevet med lidt større akkuratesse (og eventu-
elt tidligere) end K2. Variantapparatet vil på den anden side skulle udvi-
des til bl.a. at omfatte 825, et håndskrift, som Jon Helgason ikke nåede
sr. Ketill har lagt sin skrift om i løbet af sin karriere: “bo verba varia bomar brigbur å ab
Åmi Magnusson hafi fekkt rithond afa sins å ymsum skeibum æfi hans” (Stefan Karlsson
1977 s. 681, jf. faksimile s. 680 af 1 f, bl. 13v, øverste del). Hertil kan bemærkes, at Åmi
Magnusson undtagelsesvis kan have taget fejl (han var trods alt kun en dreng på seks år,
da sr. Ketill døde), og at det i øvrigt ikke kan udelukkes, at Ketill Jorundsson på linje med
andre skrivere i sin samtid har praktiseret forskellige, efter indholdet differentierede,
hænder.