Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Síða 275
Dødsmetaforik
265
og knuser sit hoved, en tredje spiddes af en tyr, en fjerde omkommer i et
jordskred osv. Lars Lonnroth (1986) har foreslået at kvadet kan være en
del af den velkendte nid- og se/wa-tradition, der kunne medføre latterlig-
gørelse af ellers agtede folk. Gro Steinsland (1992) mener at kvadet har
været under indflydelse af en stærk skæbnetro, hvor man har opfattet
kongemes liv og død som værende determineret af slægten. Et mønster i
kvadet er at faderens slægt har en høj social status og moderens en meget
lav, og det er en underliggende årsag til kongens uligevægtige personlig-
hed: “Den veldige spenning i hans person utløses først i hans skjebnebe-
stemte død som oftest er voldsom og tilsynelatende meningsløs”, hævder
Steinsland (1992, 234). Og Svanhildur Oskarsdottir (1994) foreslår at
kvadet skal ses i sammenhæng med en kamevalistisk tradition, hvor der
blev vendt op og ned på alt hvad der var helligt og vigtigt.
De tre nævnte undersøgelser når frem til tre relativt forskellige kon-
klusioner, og det kan tages som udtryk for en betydelig usikkerhed om
Ynglingatal’ s oprindelige formål. Jeg vil i det følgende afstå fra at spe-
kulere over mulige grunde til at kongerne fremstilles æreløse, og i ste-
det fokusere på hvordan kvadet etablerer en sådan betydning, og her
spiller kvadets metaforik, kenningeme, en stor rolle. Kenningeme i
Ynglingatal er tidligere blevet grundigt analyseret i en afhandling af
Edith Marold fra 1983, og hun konkluderer at de først og fremmest fun-
gerer som variation, og at de ikke bruges til at udtrykke noget i digtets
hovedhandling: “(PjoØolfr) benutzt die Kenning dazu, seinem Werk
Umfang zu verschaffen. Die Kenning ist fur ihn in erster Linie Mittel
zur Variation” (Marold 1983, 144) og videre: “Im Gegensatz zu Bragi
niitzt PjoSolfr die Kenning kaum zur inhaltlichen Gestaltung oder zum
Ausdruck eines Urteils oder zur Darstellung eines Sachverhalts unter
bestimmten Aspekten” (Marold 1983, 153). Marolds konklusion afvi-
ger altså markant fra de læsninger jeg i det følgende vil præsentere, og
grunden til denne uoverensstemmelse er formentlig først og fremmest
at Marold ikke mener at kvadet fremstiller kongerne som æreløse, hvad
der er en vigtig præmis for min tolkning.
Som nævnt er kenninger i høj grad konventionelle, dvs. at de dannes
efter ganske særlige mønstre, der ofte ikke har noget at gøre med hvil-
ken sammenhæng de indgår i, eller hvad de refererer til. Døden, der jo
er kvadets hovedtema, omskrives hyppigt med kenninger, oftest som
personifikationer af Hel, Lokes datter, der af Odin blev sendt ned under
jorden for at varetage dødsriget: jodis Ulfs og Narfa [Ulvens og Narfis