Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Page 277
Dødsmetaforik
267
enhed. I de norrøne prosimetriske værker er det i vid udstrækning un-
derforstået at fortællingerne er sande, fordi de er baseret på kildemate-
riale, og det vigtigste kildemateriale udgøres i mange tilfælde af skjal-
destrofer. Dette ekspliciteres i prologen til Heimskringla: “Me5 Haraldi
våru skåld ok kunna menn enn kvæSi Jreira ok allra konunga kvæ5i,
{reira er sl5an hafa verit at Noregi (...); tøkum vér {rat alt fyrir satt, er f
Jteim kvæSum finnsk um ferdir {reira e5a orrostur” (s. 5-6). Det er dog
forholdsvis tydeligt at Ynglinga saga er baseret på andet materiale
end Ynglingatal. Også dette kommenteres i prologen til Heimskringla-.
“Eptir Pjodolfs søgn er fyrst ritin æfi Ynglinga ok Jrar vid aukit eptir
søgn frodra manna” (s. 5). Den der skrev prologen og redigerede Yngl-
inga saga (og Heimskringla) til den tekst vi kender i dag (i fortsættelsen
kaldet ‘redaktøren’), vægter tydeligvis oplysningerne fra kvadet højere
end de frode mænds viden, men ikke desto mindre er det en viden han
bruger. Denne viden kunne bl.a. bestå af forklarende kommentarer der
med al sandsynlighed har fulgt kvadet i overleveringen, også kaldet
Begleitprosa (jf. Beyschlag 1950, 41 ff.; Lonnroth 1986, 87). Det er
nærliggende at formode at adskillige kvad har været overleveret med
supplerende oplysninger, men der er den forskel at mens andre skjalde-
kvad typisk kommenterer begivenheder i skjaldens samtid, handler
Ynglingatal om begivenheder der foregår i en fjern fortid. For at digte
Ynglingatal må PjoSolfr altså have haft adgang til beretninger om yng-
lingekongerne (jf. Beyschlag 1950, 31-32), og man kan ikke afvise at
dele af disse beretninger er blevet overleveret som forklarende kom-
mentarer og senere brugt i udfærdigelsen af prosaen. Det kunne forkla-
re at man i Ynglinga saga finder en usædvanlig tæt sammenhæng mel-
lem kvad og prosa der afløser hinanden i en fast struktur hvor kvadets
indhold ofte kommenteres i prosaen og vice versa.
I diskussionen om kenningemes medvirken i etableringen af tekstens
overordnede betydningsstruktur er der altså god grund til at medtænke
ikke bare den poetiske kontekst, men også den prosaiske. Min læsning
er dermed beslægtet med Lars Lonnroths artikel fra 1986, der tager ud-
gangspunkt i hvordan kvad og prosa fungerer som “a narrative in its
own right” (Lonnroth 1986, 80). Dog er målet ikke som hos Lonnroth at
nå frem til en forståelse af kvadet i dets oprindelige sammenhæng, men
derimod, som nævnt, at påpege betydningsmønstre i kvadet og i dets in-
teraktion med prosaen og give eksempler på hvordan disse betydnings-
mønstre etableres.