Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2005, Page 280
270
Rolf Stavnem
en kenning: “In ‘Hund der Glut’ liegt aber keine Kenning vor, sondem
eine sog. ‘erlåuterte Metapher’, d.h. der Metapher wird das umschriebene
Wort als Genitiv beigegeben” (Marold 1993, 292). Argumentet er den
såkaldte inkongruensregel (jf. Fidjestøl 1974, 16), som siger at der ikke
er tale om en kenning hvis der er sammenfaldende betydning mellem
referent og hhv. bestemmelsesled og grundord. I ‘glødernes hund’ er
der ifølge Marold sammenfaldende betydning mellem bestemmelses-
leddet ‘glødernes’ og referenten ‘ild’. Bestemmelsesleddet ‘glødernes’
skal imidlertid ikke nødvendigvis opfattes som synonymt med ild, men
snarere som noget der udgør en del af ild. Det er langtfra usædvanligt i
dannelsen af kenninger at bestemmelsesleddet refererer til en størrelse
der udgør en del af referenten, blot er der ikke paralleller i forbindelse
med ildkenninger. Eksempelvis nævner Meissner en type af skibs-
kenninger hvor bestemmelsesleddet i sig selv er en skibsdel, f.eks.
barda marr [forstavnsdelens hest > SKIB], bordhglkvir [skibsplanke-
hest > SKIB] m.fl. (jf. Meissner 1921, 214). Disse kenninger indehol-
der altså en del-helhedsrelation mellem bestemmelsesled og referent
som er en parallel til relationen gløder/ild.
En indebrænding er ikke en ualmindelig drabsmetode i norrøn litte-
ratur, men selve drabsmetoden overskygges helt af den metaforiske
fremstilling af den, idet den viser os en grotesk forestilling, hvor kon-
gen bides ihjel af en arrig (ild)hund. Uanset om vi accepterer ‘glødernes
hund’ som en kenning eller ej, fungerer den i strofen som et udtryk der
korresponderer med de to førnævnte ildkenninger, og som sådan er den
endnu et metaforisk udtryk for Vfsburrs død. Bidende og larmende hun-
de kan være et ubehageligt bekendtskab, men normalt bør de ikke være
årsag til en konges død, og hvis de er det, har det næppe været anset for
hæderfuldt. Også den gang har man formentlig forventet at en hund var
trofast mod sin herre, og anvendelsen af hundemetaforen i denne sam-
menhæng kunne antyde at den fjende der forvolder kongens død, kom-
mer fra kongens egen og alt andet end trofaste kreds.
Dagrs død
Om Dagr berettes det (kap. 18) at han forstod fuglenes fløjten, og at han
havde en spurv der berettede ham mange nyheder. En dag dræbes spurven,
og Dagr drager ud for at hævne den. Togtet fremstilles som en succes ind-
til en træl springer frem fra en skov, kaster en høtyv ind i kongens flok og
dræber Dagr. Den poetiske fremstilling af Dagrs død er som følger: