Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Qupperneq 6

4
BYSKUPA ÆTTIR
og hier framan vid hafi vered allra handa genealogiæ fyrer utan biskupa
genealogias«. AM408Í, 4to har ikke været kendt af de tidligere udgivere.
Det skyldes ikke mindst denne meget omhyggelige afskrift, at nær-
værende udgave gengiver enkelte af membranens utydelige steder i en
rigtigere form end for.
Genealogierne.
Genealogiernes forste afsnit, nærv. udg. 71—1016, er ret uensartet, og
det er vanskeligt at finde nogen tilknytning mellem de enkelte stykker.
Et enkelt, nærv. udg. 83-19, synes at være optaget fra en særlig haand-
skriftsgruppe af den store saga om Olaf Tryggvason (se noten). Der
forekommer slægtsregistre, der gaar tilbage til gammel tid (9—12. aarh.),
men en væsentlig del af afsnittet handler om slægter, der i 13. og 14.
aarh. horte hjemme i Islands nordlige del. Flere af de nævnte personer
er samtidige med biskop Laurentius (t 1330) og omtales i hans saga
eller i det 14. aarhs. annaler (Uppsala-Hrólfr, Bergr Sokkason, Þorlákr
Loptsson, Finnbjprn Sigurðarson, Óblauðr Þorsteinsson, Grafar-Leifr).
Fra diplomer kendes præsten Þorvarðr Grímsson (senest omtalt 1369,
Dipl. Isl. III 252) og dennes sosterson, Brynjólfr bóndi Bjarnarson;
den sidstnævnte nævnes tidligst 1341 (Dipl. Isl. II 746) og dode 1381
(Isl. ann. 413, jfr. ísl. ártíðaskrár I 159, 162). Afsnittet kan da i sin
helhed næppe være udarbejdet for ca. 1350 (at udpege Bergr Sokkason
som forfatter, jfr. Andvari VI 185, er der ingen grund til). Det kan
ikke ubetinget betegnes som »Byskupa ættir«, skont nogle biskoppers
slægtsregistre forekommer.
Andet afsnit, nærv. udg. 1017—1221, begynder med en særlig overskrift
og er klart afgrænset, idet de fem forste skálaholtske biskopper nævnes
i rigtig rækkefolge, med en redegorelse for deres slægt. Der kan næppe
være tvivl om, at dette afsnit er udarbejdet for 1193, da biskop Torlak
dode; i modsat fald venter man, at ogsaa de folgende biskopper var
taget med, ikke mindst efterfolgeren, Páll Jónsson, hvis slægt var for-
nemmere end nogen andens. Et par omstændigheder kunde tale for,
at affattelsestiden bor rykkes tilbage til Torlaks forste bispeaar. 1217
fores en slægtslinje ned til Þórðr Gilsson, medens sonnen, den bekendte
Sturla, ikke nævnes; dette forstaar man bedst under den forudsætning,
at det er skrevet for Sturlas dod 1183, medens han endnu mere tilhorte
samtiden end historien. 129 kaldes biskop Torlak kun ’Þorlákr’, medens
det ellers hedder ’ísleifr byskup’, ’Gizurr byskup’, ’Magnús byskup’,
’Klœngr byskup’. I Gronlands historiske Mindesmærker II 27—8, hvor
dette paapeges, slutter man deraf, at biskop Torlak selv kunde være
forfatteren, hvilket dog synes alt for dristigt. Hvis man ikke regner
med en tilfældighed, synes den rimeligste forklaring at være, at stykket
er skrevet efter sommeren 1174, da Torlak blev udset til biskop Klongs
efterfelger, men for sommeren 1178, da han blev bispeviet; i dette
tidsrum kunde han med rette nævnes som den sidste i biskoppernes