Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Side 39

HUNGRVAKA
37
overspringelse eller anden skodesloshed, og hvor en sund tekst kun
kan bringes tilveje ved konjektur (se bl. a. 7312’10 741 757 773’10 7914
8316 856 871 90°(?) 931'2’15 972’8 984-6’7(?) 9912 1028 1031 1046(?)
1054,7’15 1073,16 1085 1095 11013 15 1139’12 11414).
Det staar tilbage at bestemme D’s stilling, en opgave som vanskelig-
gores ved at D har en stærkt forkortet tekst, der overspringer og om-
skriver vanskelige steder. Folgende kendsgerninger kan imidlertid
betragtes som sikre:
D gaar ikke tilbage til *B. Dette ses klart 7511>14 766 812 824 1021,
hvor D sammen med C har den rigtige tekst, medens B har forvansk-
ninger.
D gaar ikke tilbage til *C. Dette ses 8417, hvor D sammen med B
har den rigtige tekst, medens C har en forvanskning.
D har, hvor teksten ikke er ændret eller forkortet, de samme fejl
som *A. Dette ses 757 773 991 1031 1057 lll5 6 11414.
Det synes da at være berettiget at opstille folgende stemma, idet der
dog tages en vis reservation med hensyn til placeringen af de fra C
stammende haandskrifter (stjerne betegner at haandskriftet er tabt):
Grundtekst
*A
*B *C D
B1 B2 C1 ♦CA3
C2 C3
Der er dog enkelte læsemaader, som gor D’s stilling noget usikker.
Man kunde tænke paa at indsætte et mellemled mellem A og B,
hvorfra D da burde udgaa. 751213 skriver D Herfuidia, B Herfuida, medens
C har det delvis rigtigere Erfurda. At navnet i C skrives uden h, tyder
imidlertid paa, at det er blevet urigtigt identificeret med Erfurt og
ændret derefter. 8710 skriver D ligesom B Skáneyum, medens C har
det rigtigere Skáney, men ogsaa her kan der foreligge en ændring i C
(jfr. anm. til stedet). 9916 skriver D og B -ósi, medens C har -ós, hvilket
utvivlsomt er det rigtige, da sprogbrugen her kræver akkusativ (jfr.
Kahle ANF XX 240). Paa den anden side kan to flygtigt arbejdende
skrivere let have indsat dativ her, uden at der behover at være nogen
forbindelse mellem dem. Endelig er ordet stjórnari 1091 rigtigt i C,
medens baade B og D har stjórnar. Imidlertid var det af metriske
grunde meget nærliggende, efter at ríkr var blevet et tostavelsesord,
at vente derefter et ord af typen — w, ikke u u, hvilket let kunde
bringe to skrivere til at overse det sidste i. At Jón Egilsson ikke var
nogen fremragende haandskriftslæser, har vi det mest kompetente
vidnesbyrd om (»hafdi Sr. Jon vida mislesed bökina, og sumstadar ur
mata rangt« Isl. Ann. XVII).
Usikkerheden foroges ved, at der ogsaa kunde være tale om at af-