Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Qupperneq 40

38
HUNGRVAKA
lede D fra et inellemled mellem A og C. Biskop Magnus’ bedstefader
paa modrene side kaldes i B Gils (gen.) 991, hvilket stemmer overens
med en anden kilde (nærv. udg. II13) og maa antages at være
det rigtige. Men i C har der staaet noget andet, idet afskrifterne har
Ægils, Ágils, Ásgils, og D stemmer for saa vidt overens dermed som
det har Eigils (o: Egils). Hvor meget man kan bygge paa dette ene
eksempel synes dog hojst tvivlsomt.
Ogsaa den mulighed kunde komme i betragtning, at D gik tilbage
til et haandskrift, der horte hjemme mellem grundteksten og A. D
opgiver nemlig, i overensstemmelse med flere andre kilder (se 1042)
de ved branden i Hitardal indebrændtes antal til 72, medens BC har
82. Det er dog ikke udelukket, at Jón Egilsson her kan have brugt
en anden kilde. Man kunde ogsaa anfore at D har de gamle navne-
former Heinrek 768 812 og Brimum (dat.) 7613, medens BC har Henrik
(-rek), Bremen (Brimen, Brímori), former der altsaa har staaet i A,
medmindre man forudsætter at to skrivere hver for sig har moderni-
seret dem.
I den redaktion af Landnámabók, der tilskrives Björn á Skarðsá
(jfr. íslendinga sögur I 1843 s. XXVIII ff, Landnámabók 1900 s. IX)
og som findes i flere afskrifter (AM104 fol, 108—110 fol, Ny kgl. sml.
1147 fol) samt trykt i udgaven 1688, findes et tillæg (trykt íslendinga
sögur I 323—333), i hvilket der forekommer nogle Hungrvaka-citater
om fremmede biskopper paa Isíand (se nærv. udg. 783 805-10 811>s).
Her findes en læsemaade, einmælt 825, der aabenbart er den rigtige,
medens baade B og C har det fejlagtige enn mælt (D har her ændret
ordlyden). Hvis der ikke foreligger en rettelse, tyder dette paa, at
citaterne er taget fra et haandskrift, der udgaar fra et led forud for A.
Der findes et par smaa specielle overensstemmelser mellem citaterne
og D (at 817, Haraldssgni 822), men materialet er alt for spinkelt til
at berettige nogen slutninger.
Guðbrandur Vigfússon, der, som tidligere berort, ikke anerkendte
C2 og C3 som selvstændige afskrifter ved siden af C1, har Bps I, XXV f
givet en ret usandsynlig redegorelse for den formodede Hungrvaka-
membrans vandringer. Ved begyndelsen af 17. aarh. befinder den sig
paa Skálholt (D skr. 1601), derpaa ca. 1630 paa Nordlandet hos Björn
á Skarðsá (citaterne i hans Landnáma), saa 1641 paa Hólar hos biskop
Þorlákur (afskriften B1), derpaa 1643 (rigtigere 1644?, jfr. foran s. 30)
paa Vestlandet i Dyrafjorden hos Jón Gissurarson (afskriften C1) og
endelig igen paa Hólar 1654 (afskriften B2), hvorpaa den sporlost for-
svinder.
Den foregaaende undersogelse har vist, at denne rekonstruktion af
membranens vandringer ikke holder stik. Der foreligger overhovedet
ingen sikkerhed for, at der i begyndelsen af 17. aarh. kun har eksi-
steret en enkelt Hungrvaka-membran. Den eneste sikre kendsgerning
er, at 1601 fandtes der paa Skálholt (eller eventuelt i nærheden) et
haandskrift, efter tidspunktet at demme utvivlsomt en membran, der