Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Síða 65

HUNGRVAKA
63
og Mixti er uheldige. Der gores intet forsog paa at bestemme disse
fire klassers indbyrdes forhold, ej heller paa at udskille de sekundære
og de primære haandskrifter inden for hver enkelt klasse. Forfatterens
manglende dommekraft ytrer sig bl. a. deri, at han tror at 206 og 210
fol gaar tilbage til en membran, som dog næppe skal have været ældre
end det 15. aarh. Den hyperarkaiserende stavemaade i disse haand-
skrifter ligner mindst af alt det 15. aarhs. retskrivning.
Skont det kritiske grundlag saaledes er skrobeligt, har udgaven 1778
sin store betydning. Hungrvakas tekst blev her forste gang aftrykt,
i en form der i hvert fald langt overgik de haandskrifter, som den gang
var tilgængelige uden for den Arnamagnæanske samling, og oversat
til latin. Der tilföjedes gode noter, særlig vedrorende kronologi og per-
sonalhistorie, i et enkelt tilfælde af sproglig art (ordet skjaðak). Vær-
kets tilblivelsestid bestemmes rigtigt, om end forskningen senere ikke
har villet anerkende det meget snævre spillerum (aarene 1198—1200),
der soges fastsat. Det hævdes, hvad de fleste forskere senere har
betragtet som sikkert, at samme forfatter har skrevet Páls saga, samt,
hvad der har været mere omstridt, at Þorláks saga ogsaa er hans værk.
Der fremsættes den hypotese, som dog ikke har vundet tilslutning, at
forfatteren kan være den senere biskop Magnús Gizurarson (f 1236),
Gizurr Hallssons sen.
Den næste udgave udkom i Biskupa sögur I 1858 (1. hefte, hvori
teksten aftrykkes, udkom 1856). Udgiveren var Guðbrandur Vigfússon,
som senere (Origines Isl. I 423) undskyldende oplyser, at dette var
hans »prentice-essay in the handling of texts«. Han benytter de samme
haandskrifter som den gamle udgave, men nævner ikke de andre, dog
med undtagelse af Jón Egilssons udtog, hvilket alligevel mærkeligt nok
ikke bruges til sammenligning. B2 bestemmes som det bedste haand-
skrift og lægges til grund, lejlighedsvis med rettelser, der dels beror
paa de andre haandskrifter, dels paa konjektur. Variantapparatet er
meget sparsomt, og der citeres nogle gange læsemaader fra haand-
skrifter, der ved nærmere undersogelse, da indledningen blev udarbejdet,
viste sig at være værdilose. Der er flere oplysende noter under teksten.
Retskrivningen er normaliseret, men noget inkonsekvent og skodeslost.
Udgaven betegner et stort fremskridt, forst og fremmest ved at paa-
vise, at de fleste haandskrifter er uden tekstkritisk betydning. Udgive-
ren tror, at B1, B2 og C1 er tre selvstændige afskrifter af et enkelt perga-
menthaandskrift, som ogsaa Jón Egilsson og Björn á Skarðsá antages
at have benyttet, og at alle de andre stammer derfra. Som tidligere
paavist, er dette dog at gore forholdet betydelig simplere end det i
virkeligheden er. I forhold til den forste udgave har denne den store
fordel, at der er et klart princip ved tekstens konstitution, men da
B2 altid folges, hvor det ikke har aabenlyse fejl, er denne udgaves
tekst i virkeligheden flere steder mindre oprindelig end i forste udgave.
Ogsaa her hævdes, at alle tre værker, Hungrvaka, Páls saga og Þorláks
saga, skyldes samme forfatter, og der gættes paa Ketill Hermundarson,