Kirkjuritið - 01.06.1974, Side 56

JENS ROSENDAL:
Skabersom engang
Skaber, som engang dig bojet sá dypt imod stövet,
tegned for forste gang menneskeformen i jord.
Gud, du som knœlende blœste din ónde i leret
og gav det dit liv af dit liv pá dit vœldige ord.
Gud, lad os hore det ord, lad det bruse som stormvejr
imod vort are og ábne for skabelsens bliv.
Gud, kun sá lœnge du former og ánder i leret,
kun mens du blœser, har menneskebilledet liv.
Klogskab har slemmet vor oregang til med beviser,
hovmodets frost dœkker ojnene til som med is.
Mageligheden har bredt sine hynder for hjertet,
som krœver lykke og ting til den billigste pris.
Altid, nár brodre og sostre bli'r rendt over ende,
stár vi med ryggene til og la'r falde dom,
ved deres grave kan sent vi begrœde vor stivhed,
at vore hjerter og hœnder ej vendte sig om.
Skaber, forlad ej dit ler i dets doende stivnen,
lad det ej smuldre til endelos orken og sand,
gá ej fra vœrkstedet, Gud; Kun sá lœnge du blœser
kan mennesker leve i menneskebornenes land.
Guð, du som altid har bojet dig dybt imod stovet,
boj dig mod stivnede menneskeformer pá jord.
Gud, du som knœlet og blœste din ánde i leret,
rejs os til lovsang og liv ved dit vœldige ord.