Húnavaka - 01.05.2015, Side 149
H Ú N A V A K A 147
því að finna að einhver minnist manns í ellinni. Ég bauð engum enda er
tíðarfar illt, einn maður kom, hann vildi eigi kaffi, ég lét hann fara.
Ég hefi nóg ferðalög í þessu illviðri, ég er nýlega búinn að jarða þrjár
manneskjur, eitt var heyrnarlaus maður frá barnæsku, blindur síðustu 12 ár.
Ég hafði auðvitað aldrei haft neitt af honum að segja og sumum fannst lítið
hægt að segja um hann en nokkuð á reiki það er menn vissu um ævi hans. Einn
sagði hann ætti son, annar það væri dóttir, það væri í Ameríku eða á Akureyri.
Ég flutti hér eina mína lengstu útfararræðu, gerði hana á einu kvöldi, byrjaði
eftir mat, hlustaði svo á Bláu stjörnuna, lauk svo ræðunni. Ég tel þetta mína
skástu tækifærisræðu. Hér var tækifæri að gera samanburð á hinum látna og
hinum sem allt er gefið.
Ég jarðaði líka aldraða konu, það var harðsótt, við urðum fjórir að draga kist-
una á sjálfum okkur 3 km til grafar, það var að vísu kyrrt veður en frost mikið.
Ég var fyrir nokkru að prófa á Kvennaskólanum, þar er vífaval að vanda.
Át ég þar prófmatinn, ásamt kennslukonum og prófdómara, auðvitað prófa ég
eigi matarlagningu. Það voru 3 fiskréttir, 3 kjötréttir, 3 deserar og kaffi. Ég
hafði að vísu etið skyrspóninn minn áður en ég fór að heiman um morguninn,
ég vissi ekkert um þennan mat og varð gott af öllu.
Ég hefi því miður of sjaldan mátt vera að því að koma í skólann. Það er
allt af gaman að skrafa við góðar stúlkur, þær eru allsstaðar af á landinu og má
mikið fræðast af þeim um fólk og land í heimahögum þeirra. Ég vil alltaf vera
að fræðast um fólkið, það er eins og ég megi aldrei vera að því að trúlofa mig.
Svona heldur lífið áfram, sinn þunga gang, maður gjörist gamlaður áður en
varir.
Kveðja, Pétur Ingjaldsson.
Ekkert getur haldið mér í þessu starfi lengur nema
einhver kvenkostur sem væri eigandi
Síðasta bréfið er skrifað í desember 1951 og nú er sr. Pétur við það að gefast upp.
Ráðskonubaslið er samt við sig og engin er eiginkonan. Þó er ýmislegt að gerast og hann sér
ýmsa kosti við þetta fábrotna sveitalíf.
Höskuldsstöðum des. 1951.
Kæra frændkona.
Ég er sífellt að skrifa, manntal, ræður, bréf því nú fer maður ekki nema í
nauðsyn, sífelld hríð.
Hér var ég á hjónaballi á Skagaströnd, það stóð til 5 um morguninn og var
hið skemmtilegasta, kemur hver húsmóðir með dúk, bollapör og bakkelsi en
kaffi veitt sameiginlega. Sá er stendur fyrir þessu er á sjötugsaldri, bannar
mönnum að fara heim til sín að drekka kaffi. Aðgangur var 10 kr. Þetta var
einföld en góð skemmtan. Þetta var 1. des., næsta dag var leiksýning á Blöndu-
ósi hjá Kvennaskólanum, ég þangað og kom heim á mánudag. Svona er nú
lífið hér úti á landinu, það einfalda er oft brotaminnst.