Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Qupperneq 41

HUNGRVAKA
39
udgar grundlaget for D. Hvis *B og *C var afskrifter af samme membran,
hvilket ikke kan bevises, kan de begge to være skrevet paa Skálholt,
hvor selve membranen saa kan tænkes at være gaaet til grunde ved
bispegaardens brand 1630 (blandt de brændte sager nævnes i AM243,
4to saaledes »gomul sogu bok in qvarto«, et bogskab og et par smaa
kister, »allt fullt med bref og bækur«, samt »þriar hillur fullar med
bækur«). *B kan da være laant eller sendt som gave til den sagainteres-
serede biskop paa Hólar, hos hvem ogsaa Björn á Skarðsá jævnlig
opholdt sig, og citaterne i hans Landnáma kan saa muligvis stamme
derfra, ligesom de to paa Hólar tagne afskrifter, B1 og B2. *C, som synes
at have været skrevet af en paa Skálholt kendt mand (jfr. foran s. 35),
kendes i afskrift ved Ketill Jörundsson, som gennem en lang aarrække
var lærer ved Skálholts latinskole (jfr. Jón Halldórsson: Skólameistara-
sögur 130 f), samt ved Jón Gissurarson, hvis halvbroder i 1639 blev
bispeviet til Skálholt. Alle de spor, vi har, kan saaledes fores til Syd-
landets bispegaard, om hvis forste biskopper værket ogsaa handler,
men sikre beviser haves ikke.
Som resultat af denne gennemgang kan folgende fastslaas:
Hungrvaka-haandskrifterne deler sig i to grupper, B-gruppen, hvor-
til horer B1 og B2, og C-gruppen, hvortil harer C1, C2 og C3.
B-gruppens tabte grundhaandskrift *B kan rekonstrueres ved sammen-
ligning mellem B1 og B2 paa den ene side, C-gruppen paa den anden side.
C-gruppens tabte grundhaandskrift *C kan rekonstrueres ved sammen-
ligning mellem C1, C2 og C3 paa den ene side, B-gruppen paa den anden
side.
D er et udtog af Hungrvaka, som dog, saa vidt det naar, har en ikke
ringe tekstkritisk betydning. Dette beror derpaa, at det gaar tilbage
til et haandskrift, der er oprindeligere end *B og *C, og gerne holder sig
nogenlunde til dette forlægs ordlyd.
I tilfælde af overensstemmelse mellem B og C kan ordlyden i det
fælles grundhaandskrift A ikke være tvivlsom. Naar der foreligger
divergenser, maa det i hvert enkelt tilfælde overvejes, om A’s læse-
maade kan antages at være bedst bevaret i B eller C. I saadanne til-
fælde kommer D til god hjælp, idet det maa antages, at B og D over-
for C, henholdsvis C og D overfor B, har den oprindeligste tekst.
Det fælles grundlag for alle de bevarede afskrifter har været et temme-
lig ungt og ret daarligt haandskrift. De fejl, der gaar tilbage til dette
grundlag, kan kun rettes ved mere eller mindre sikre konjekturer.
De andre haandskrifter.
Haandskrifter, der slutter sig til B'.
AM204 íol er en del af et st^rre haandskrift, som Arne Magnusson
har adskilt. Af hans notitssedler i AM121 fol, 158 fol m. m. fremgaar,
at det oprindelig har tilhort præsten Þorsteinn Björnsson (f 1675) og