Gripla - 01.01.1982, Blaðsíða 224

220
GRIPLA
at berette for kongen hvad der er passeret mellem ham og kongedatteren. Jón
sporger hvorfor de to unge mœnd begge havde mistet venstre Oje og hvorfor
mandshovedet var blevet báret ind pá bordet. Kongen holder en tale hvor
han bebrejder Jón hans opfprsel, men forsikrer at han vil tilgive ham og
skænke ham alt hvad han onsker. Derpá beretter han at da han var borte i
fjœrne lande og havde overladt regeringen til dronningen, var denne ham
utro med den ridder, som kongen havde valgt til særlig at hjælpe hende med
regeringsforelsen, og fik med ham to sOnner; ved sin tilbagekomst lod kon-
gen ridderen dræbe og hans hoved præparere sá det ikke rádnede, og det
bæres hver dag ved bordet frem for dronningen for at hun skal angre og
renses for sin skyld i dette liv; de to drenge lod han venstre Oje stikke ud pá.
Jón anholder nu kongen om hans datters hánd og fár et ja. De begiver sig
alle tilbage til borgen, kongedatteren træder prægtigt klædt ind i hallen, og
hilser sin fader og alle ridderne, i syv dage er Jón dér i fest og glæde; han
fár med sig tolv veludrustede svende og rider til Frankrig hjem til sin fader
for at indbyde ham til sit bryllup. Faderen begiver sig med et stort fðlge
afsted, bryllupsfesten finder sted med pomp og pragt, og Jón opnár ved
festen et lofte om at hovedet aldrig mere skal bœres frem for dronningen,
samt at de to unge mænd kommer i hans tjœneste; han skaffer dem hver et
godt œgteskab og gor dem til jarler. Selv bliver han ogsá jarl, men efter
kongens dod overtager han det enevældige kongedomme, styrer det i mange
ár og lever lykkeligt med sin dronning, med hvem han fár gode efterkom-
mere. — Ulven som han havde skænket livet var egentlig en kongesðn af
Flæmingjaland, som en ond stedmoder havde sláet med en ‘ulvehandske’,
derfor sá han ud som en ulv, men var i virkeligheden et menneske, og havde
navnet Sigurðr; i forbandelsen lá ogsá at han kun hvis nogen valgte hans liv
fremfor alle verdens herligheder skulde blive befriet for sin ulvetilværelse.
Han kommer til Jón for at takke ham og de to indgár fostbroderskab; sam-
men tager de til Flæmingjaland og hævner sig pá stedmoderen ved at trække
en bælg over hovedet pá hende, stene hende, brænde hende og kaste asken i
havet. Jón skaffer Sigurðr et godt ægteskab, og hver i sit rige lever de lykke-
ligt, bevarer deres fostbroderskab og udvexler gaver sá længe de lever.
Det ses at motivet med ‘hovedet pá bordet’ ingen egentlig funktion
har i fortællingen. Det forholder sig nok sádan at sagaforfatteren har
haft det i sit forrád af fortællestof og sá brugt det for dels at give
spænding og uhygge, dels at vise heltens ædelhed og et exempel pá hans
velgærninger.
Der udgives efter AM 174 fol skrevet af Jón Gissurarson (ca. 1590-
1648), som afslutter sin afskrift med ordene ‘Skriffad ad Nupe j Dýra-
fijrde Anno 1.6.44.’ Det har oprindelig været en del af en stprre codex,