Gripla - 01.01.1982, Blaðsíða 301

GULLINSKINNA AM 325 VIII 5c 4TO
297
KONSONANTLÆNGDE
Med meget fá undtagelser (f. eks. utalígum (91)) angives konsonant-
længde konsekvent. Længden manifesteres pá tre máder:
1. Ved dobbeltskrivning, f. eks. leíddí (80) — millum (25), allh (40)
— gunnarlogs (37) — vissu (93), cf. ovenfor — sœtt (3), atti (4) —
med ligatur ‘pp’ philippum (99).
2. Ved at forsyne konsonanten med en prik, sáledes ‘d’ leiddœ (89),
leiddi (92), gloddvzt (107), beidáu (196) — ‘g’ þiggia (49), kugg
(185) — ‘k’ jrakka (70, 150), fekk (72), ekki (95, 199, 208) — ‘p’
uppgongu (33), philippus (113) — ‘r’ kvRR (25), cf. ovenfor. — ‘t’
veitti (55), veitt (116).
I nogle tilfælde anvendes geminationsprikken, hvor det ikke lydligt
er berettiget. Det gælder styrkkr (129) og ofte ved ‘t’, híelltt (80,
163), alltt (73), valldeliktt (90), apttr (117, 209), sagtt (137).
3. Ved nasalstreg over ‘n’, f. eks. gíojinne (51), mann (97, 98). Ogsá i
dette tilfælde kan forlængelsen være overflpdig, f. eks. vaskann (97).
VOKALISK FONEMVARIATION
Nogle enkelte vokalfonemer har varieret grafisk manifestation.
1. Kort /e/ gengives oftest ‘e’, men ‘e’ i fgstí (113), og som ‘æ’ i vlœstr
(65), œigi (f. eks. 93), œí (139) cf. eí (150).
2. /æ/ gengives almindeligvis ‘æ’, men ‘e’ i settir (25) og glostRetíss
(30).
3. U-omlyd af /a/ findes hyppigst som ‘o’, men ogsá andre manifest-
ationer forekommer: (med faldende frekvens) ‘au’, f. eks. laug (5),
quensaudla (86) — ‘q’ i gllum (28, 77), jvgrr (98), bígrnum (101),
ggjvgr (112) — ‘ö’ i vördr (19), jöfRí (61). Der kan i materialet ikke
ses regler for anvendelsen af de forskellige manifestationsformer af
/9/.
4. Svagtryksvokalen /i/ har to grafiske manifestationer efter ‘nn’, idet
der skrives báde ‘i’ og ‘e’ tilsyneladende regellpst, fullkominne (47),
gíofinne (51), hcnne (68, 90), íferdínne (75), sínne (89, 171), suanne
(112), elfínne (138) — men ínní (36), henní (79 ofte), enni (117),
jelfínní (130), unní (135), jumfrvnní (146).