Búnaðarrit - 01.06.1926, Qupperneq 43
BÚNAÐARRIT
185
15 til sögunnar á þessu sviði, sem öðrum, en ekki hafa
sláttuvjelar, knúðar aflvjelum, náð neinni verulegri út-
breiðslu enn sem komið er.
Sláttuvjelarnar hafa náð mjög mikilli útbreiðslu um
•öll landbúnaðar og jarðyrkju lönd. Þó ekki hafl
þær rutt ljá, sigð og handslætti algerlega úr vegi, hafa
þær rutt sjer svið svo vítt, að handslátturinn er nú
víða lítt iðkaður, og sumstaðar hartnær ekki, nema
meðfram girðingum, skurðum og vegum, og á ystu út-
sköfum.
Það sem mest er athyglisvert fyrir okkur íslendinga,
■«r hve trúlega sláttuvjela notkunin heflr fylgt fast á
hæla og ýtt á eftir jarðræktinni. Erlendis hagar mjög
óvíða svo til, að sláttuvjelum verði beitt á órutt og
óræktað land. Þar er það viðurkent sem sjálflærður
sannleikur, — engum kemur annað til hugar, — að
notkun jarðyrkju-verkfæranna verði að fara á undan
notkun heyvinnu-vjela. Jarðyrkju-verkfærin verða að
ryðja brautina, svo fær sje hinum. Þar er enginn að
brjóta heilann um, að flnna upp heyvinnu-vjelar, er
unnið geti á þýfðri jörð. Það sem ræktað er, er
sljettað svo vel, að vjeltækt verði, ef lega landsins leyflr
það. Engum kemur til hugar neinn afsláttur eða
.akkorð" í því máli.
Hjer hagar æðimikið öðruvísi til og hugsunarháttur-
inn er líka allur annar.
Víða um land eru óræktaðar eða sjálfræktaðar engjar,
sem vjelum er beitt á, til mikils vinnusparnaðar og
'ðagnaðar fyrir ábúendur þeirra jarða. Notkun sláttuvjela
hjer á landi hefir fram að þessu aðallega bygst á engja-
slægjunum. Vjelarnar eru tiltölulega lítið notaðar á tún,
og takmarkið hefir, því miður, óvíða verið sett svo hátt,
við sljettun eða nýræktun, að ganga svo frá sljettunum,
að þær væru vjeltækar. Menn hafa vanist á að álíta, að
oothæfl sláttuvjelanna næði að eins til engjanna.
-Það heflr hjálpað til að festa þessa skoðun, að hjá
13