Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Qupperneq 66

64
HUNGRVAKA
en hypotese, der soges nærmere begrundet af Hannes Þorsteinsson i
Skírnir 1912, 339 ff.
Et optryk af teksten i udgaven 1778 udkom i Winnipeg 1889, be-
kostet af Stefán Sveinsson (Saga Páls Skálaholts biscups oc Hungur-
vaka). Den gamle udgaves ortografi bevares nogenlunde, og nogle af
dens varianter optages i teksten. Indledningskapitlet udelades. Ud-
gaven har kun betydning som et vidnesbyrd om læselysten blandt de
islandske kolonister i Amerika paa denne tid.
En ny udgave ved Guðbrandur Vigfússon (og F. York Powell, som
dog næppe har deltaget i arbejdet med grundteksten) udkom 1905 i
Origines Islandicae I 425—458. Arbejdet er imidlertid betydelig ældre,
idet hovedudgiveren dode 1889. Teksten er i hovedsagen den samme
som i Biskupa sögur. Der er ikke foretaget en ny undersogelse af haand-
skriftmaterialet, undtagen for saa vidt som D nogle gange citeres, og
det kritiske apparat er ganske utilfredsstillende. Der forekommer ad-
skillige mindre udeladelser og overspringelser (f. eks. ok — Islandi 872 3)
og skodeslosheder (f. eks. þar 10715 for þangat, Eyjafirði 8712 for Skaga-
firði, men i oversættelsen Shaw-firth). Teksten normaliseres til en
sprogform fra 13. aarhs. begyndelse (AM645, 4to nævnes som forbillede
i visse henseender), saaledes es, vesa, vas; e og o i endelser; kort vokal
foran If m. m. (skialfte); sc i medium; et særskilt tegn, bestaaende
af a -(- ó i ét bogstav, for u-omlyd af á; an for en i betydningen ’end’;
enn, et for hinn, hit; Goð for guð (ogsaa Goðmundr, Gothormr); mon
præs. af munu; hónom dativ af hann; snœre præt. af snúa (œ = 0);
baztr superlativ af góðr; sæing, Klœingr; glíkr for líkr 739 799; ó i navne
som Þórvaldr; ofallt for ávalt; Jóan for Jón; Gizœrr for Gizurr; páve
for páfi osv. Fremmede navne gengives gerne i fremmed form: Adal-
bertus, Rudolfr, Hardvig, Magadaborg, jfr. ogsaa Petro 8516 1104. Ud-
gaven har særlig betydning ved en række konjekturer, hvoraf nogle
fortjener opmærksomhed, men herom kan der henvises til nærværende
udgaves noter. Der er endvidere engelsk oversættelse af hele teksten.
I indledningen hævder udgiveren sin tidligere opfattelse af forholdet
mellem haandskrifterne. Der gættes paa biskop Páls svoger, Þorlákr
Ketilsson (f 1240), som forfatter til Hungrvaka, Páls saga og Þor-
láks saga.
B. Kahle skrev i ANF XX (1904) en afhandling, Die handschriften
der Hungrvaka. Skont Kálunds katalog paa dette tidspunkt forelaa,
benytter forfatteren kun haandskrifterne AM204—211 fol og AM372—
381, 4to, men heraf forbigaar han, uden at nogen grund dertil kan
ses, helt og holdent 374 og 377, 4to. Heller ikke benyttes Jón Egils-
sons udtog. Undersogelsen drejer sig hovedsagelig om forholdet mellem
de tre haandskrifter B1, B2 og C1, og Kahle har fortjenesten af at have
paavist, at B1 og B2 repræsenterer en enkelt tabt afskrift, samt at B1
maa antages at have bevaret denne afskrifts tekst bedre end B2 har
gjort. C-gruppen undersoges kun meget flygtigt, og Kahle slutter sig