Fróðskaparrit - 01.01.1995, Blaðsíða 8

12
OVERSIGT OVER DET FÆRØSKE BISPESÆDES HISTORIE
tionen. I ca. 1 m ’s afstand ud fra den ene
stavrække fandtes en anden række staver,
hvorafen var knækket og lá væltet ind over
gulvet. Denne del afstaven var ca. 1 m lang
og bar pánaglede vandrette brædder. Over
hele tomten fandtes rester af trægulv, og
der var desuden utvetydige spor efter
tværgáende skillerum. Derfandtes rester af
omgivende stenvægge omkring tomten.
Desuden synes der at have været suler inde
i bygningen, men dette forhold er endnu
ikke fuldt afklaret«.4 Knud J. Krogh om-
taler i forbindelse med undersøgelseme i og
omkring sognekirken i 1963-67, at der for-
mentligt fandtes et vikingetidigt hus med
svagt kmmme langvægge.5 Der er næppe
tale om en og samme bygning, men dette
kan ikke afgøres pá det forhándenværende
grundlag. Endvidere er der kendskab til ak-
tivitet vestligere i bygden; man er bl.a. ved
vejarbejde i 1920’eme stødt pá sten-
lægninger, der ikke er undersøgt.6 Det
tilsyneladende omfattende upublicerede
arkæologiske materiale er ikke inddraget i
bearbejdelsen.
Hvomár en gárd i Kirkjubøur er kommet
i kirkens besiddelse, og hvomár bispesædet
er oprettet, vides der pá nuværende tids-
punkt intet sikkert om.
De mennesker, der engang i vikingetiden
bosatte sig pá Færøerne som de første, har
formentlig ikke været kristne. En ofte po-
stuleret, tidlig indvandring af irske munke
til Færøeme i 700’árene er aldrig blevet
sandsynliggjort. Den bygger tilsyneladen-
de alene pá Dicuil’s »Liber de mensure or-
bis terræ« fra 825, som blev udgivet 1807
af C. A. Walchenaer. Den indeholder en be-
skrivelse af nogle øer nord for »de nordlige
britiske øer«, som man hurtigt tolkede som
Færøeme. Der er endnu ikke fundet yder-
ligere historiske eller arkæologiske vidnes-
byrd, der underbygger denne tolkning.
Ifølge sagaberetninger blev Færøeme krist-
net omkring ár 1000 - samtidig med de an-
dre norske »kolonier« i Vesterhavet. Den
færøske kristning fremgár bl.a. af den sá
kaldte »Færeyingasaga«, som er et kom-
pilationsværk af C. C. Rafn.71 værket har
han samlet alle de fortællinger, hvis hand-
ling udspilles pá Færøeme, fra forskellige
islandske skriftlige kilder. Disse formodes
nedskrevet i løbet af middelalderen og sá-
ledes flere árhundreder efter de begiven-
heder, de beskriver, som for Færøemes ved-
kommende er tiden omkring ár 1000. Selv-
om den historiske keme i beretningeme
ikke kan afvises, er det forlængst accep-
teret, at de kun i ringe omfang kan anven-
des som kilder til Færøemes ældste histo-
rie.8
I modsætning til Island, som har et væld af
middelalderlige, skriftlige kilder, har Færø-
eme ikke mange vedrørende den tidlige
middelalder. Dog findes dokumenter, der
omtaler hændelser pá Færøeme eller med
tilknytning til øeme.
I denne forbindelse skal kort nævnes en
polemik vedrørende dele af to pavebreve,
udstedt af pave Alexander II (mellem 1061
og 1072), henholdsvis til bispeme i Dan-
mark og til Svend Estridsen vedrørende en
Eilbert af Farria.9 Ifølge Adam af Bremen
var Eilbert biskop af Fyn og Farria. Sidst-
nævnte opfattede han som Helgoland, der
var af større udstrækning end i dag.10 Til