Fróðskaparrit - 01.01.1995, Blaðsíða 45

DOMKIRKERUINEN, »MÚRURIN«, I KIRKJUBØ
49
Domkirkens arkitektoniske slægtskaber
Som det fremgár af analysen af de byg-
ningsarkæologiske problemer, má domkir-
ken stort set være sável planlagt som opført
ad en omgang. Det er derfor det samlede
monument, der skal søges forbilleder for.
En hurtig gennemgang af bygningen vi-
ser, at den má henføres til et tidsrum mel-
lem det 13. árhundredes senere del og til
hen over midten af det følgende árhundre-
de.
Det er naturligt at søge domkirkens arki-
tektoniske slægtskaber i Norge, da Færøer-
ne i middelalderen i báde kirkelig og verds-
lig henseende hørte til Norge, ligesom der
ogsá pá andre omráder er pávist en livlig
kontakt mellem Færøeme og Norge.44 Der
var et nært tilknytningsforhold mellem det
færøske og det bergensiske bispesæde,
hvilket man umiddelbart ville forvente
ogsá havde indflydelse pá arkitekturen. Det
er derfor nærliggende at rette opmærksom-
heden, ikke mindst mod Bergen, men der-
udover ogsá det øvrige vestnorske omráde.
Domkirken i Trondheim er Norges vig-
tigste gotiske monument45 Hovedparten af
byggeriet finder sted før den, i denne sam-
menhæng relevante periode: korsarmene,
koret og oktogonen. Skibet og vestfronten
er under opførelse i den sidste halvdel af
1200-árene under tidlig engelsk indflydel-
se. Der kan imidlertid ikke i disse byg-
ningsdele pávises umiddelbare ligheder
med domkirken i Kirkjubøur.
Domkirken i Stavanger fik efter en brand
i 1272 tilføjet nyt vestparti samt kor i øst.46
Koret er udformet som et langhus, fem
hvælvfag langt og er i øst flankeret af side-
bygninger, der bærer táme.
Allerede i 1909 fremdrog Harry Fett
biskop Ames kor i Stavanger som en nær
slægtning til »Múrurin«, og dette uddybe-
des yderligere i 1925 af Johan Meyer, der
ansá den færøske domkirke for opført af det
sidste hold hándværkere fra Stavangerko-
ret.47 Denne opfattelse byggede hovedsage-
lig pá en kunsthistorisk vurdering af bygn-
ingsskulpturen, bestyrket af den nyligt ind-
vundne »viden«, at biskop Erlendur
(1268/69-1308) havde opført »Múmrin«.
Senere har Sverri Dahl og Símun V. Arge
forsøgt at se den nordre tilbygning i Kirkju-
bøur som en parallel til kortámene i Sta-
vanger;48 som tidligere pávist, synes tilbyg-
ningen dog ikke beregnet til at bære et tám.
En gennemgang af de to monumenter
viser, at bygningsdetaljeme er markant for-
skellige. Sáledes er vinduessmigene i Sta-
vanger rigt profilerede i modsætning til de
glatte eller næsten helt glatte smige i »Múr-
urin«. Ligeledes forholder det sig med
hvælvribbeme; der er kun en vis lighed
mellem profileme i nordre kortáms undere-
tage og sakristiet i Kirkjubøur. Bemærkes
skal ogsá modsætningen mellem den mar-
kante opdeling af facaden med støttepiller i
Stavanger og den totale mangel pá facade-
inddeling i Kirkjubøur.
Dog skal bemærkes Stavangerkorets for-
kærlighed for fremspringende hoveder, der
ses bmgt i forbindelse med vinduer, hvælv-
ribber m.m. Lignende hoveder genfmdes pá
»Múrurin« ved endeme af vandnæseme
over de to østlige vinduer pá sydsiden samt
i nogle af vinduestoppene.
Domkirkeme i Hamar, Oslo og Bergen
blev alle udvidede i løbet af middelalde-
ren.49 De er imidlertid alle nedrevet; dom-