Fróðskaparrit - 01.01.1995, Blaðsíða 27

DOMKIRKERUINEN, »MÚRURIN«, I KIRKJUBØ
31
Fig. 7. Tværsnit af langhuset og sakristiet set mod øst, 1:150. Snittet i lang-
husets nordmur viser vederlag til korets hvælv. Curt von Jessen del. 1954-55.
Ántikvarisk-Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.
topomament ved østligst vindue pá sydsi-
den, der formentlig er genanbragt her mel-
lem 1864 og -89, er stærkt forvitret og kan
ikke længere identificeres. Et tilsvarende
omament ved det fjerde vindue registrere-
des endnu 1905, men mangler nu. Lige-
ledes næsten bortforvitrede er en række
hoveder fomeden ved endeme af vand-
næseme pá de to østre ábninger.
Indvendigt er smigene i østgavlens og
sydsidens tre østre vinduer udstyret med
smá prydsøjler, der rejser sig fra sálbænken
til vederlaget og er anbragt dels nær hjør-
neme dels nær lysningen; alle har kapitæler
og baser over facetterede plinte. Først-
nævnte søjler bærer hjømeprofilet i stik-
kene, mens sidstnævnte formentlig har
báret et profilled inderst pá lysningsstene-
ne.
Samtlige ábninger fremviser rester af
stavværk, og i tilknytning hertil ses i de be-
varede lysninger rustspor af tre vandrette
stangjemssprosser, der dels har forankret
stavværkets lodposter, dels skulle tjene til
bæring af vinduemes blyindfattede ruder.
Stavværksresteme synes endnu bevarede i
stort set samme omfang som ved opmálin-
geme i sável 1864 som 1889/1905 og 1954.
Vinduet i østgavlen har, bredden taget i be-
tragtning, rimeligvis har været firedelt med
tre poster, mens sydsidens blot har haft en
enkelt midtpost. Foroven har stavværket
været afvekslende udformet med spidse og
trekløverformede bueslag kronet af cirkel-
slag eller firpas.
Ábningen i langhusets nordmur, der er
placeret højt hævet i 3. fag (fig. 4 og 5), er
generelt blevet tolket som et vindue, omend
den fremviser ganske andre detaljeformer
end kirkens vinduer iøvrigt. Ábningen er
enkeltsmiget med den største bredde i ydre
murflugt, ca. 1,5 m mod knap 1,1 m ind-